Skuespil er et håndværk for David Dencik, men det er også blevet til en livsanskuelse for ham: en måde at møde og se verden på. Med tiden fylder forfængelighed og ego mindre som de store drivkræfter, mens afsøgningen af den menneskelige adfærd, han i sidste ende udfylder rollerne med, har taget mere og mere over. På en god dag gør den ham ligefrem klogere på verden – og ham selv. Det handler i virkeligheden om at være nysgerrig på livet.