Hella Joof

Pensum med Hella Joof

I sin Mesterlære fortæller den danske skuespiller og instruktør om at lade sig drive af intuition og lyst som midler til et bedre arbejdsliv. Til dig, der vil på yderligere opdagelse i Joofs faglighed, deler hun her sin helt personligt kuraterede liste over værker, hun er rundet af.

1

Løgneren

Martin A. Hansen

Løgneren
Skønlitteratur, Gyldendal, 1950
Hella Joof læser ’Løgneren’ af Martin A. Hansen (1909-1955) mindst en gang om året. I ’Løgneren’ følger læseren i dagbogsform Johannes Vig gennem fire skelsættende forårsdøgn få år efter afslutningen på 2. verdenskrig. ”Det er en historie om det tabte og sjælens ubodelige ensomhed,” noterer Hella Joof. Vig, som er lærer og degn på den fiktive ø Sandø, lever som en enlig iagttager blandt øens beboere med en indre splittelse mellem drift og distance. Som fortællingen udfolder sig, bliver det tydeligt, at Vig skjuler pinagtige forhold og måske ligefrem forsøger at manipulere med sandheden og fører læseren bag lyset. Martin A. Hansen indledte sit forfatterskab som romanforfatter i 1930’erne med socialrealistiske kollektivromaner og blev siden kendt for at eksperimentere med de traditionelle fortælleformer, og hans novelle ’Midsommerfesten’ fra 1946 bliver betragtet som et prosamodernistisk nybrud.

2

Salomons sang

Toni Morrison

Salomons sang
Skønlitteratur, Gyldendals Bogklub, 1979
Original titel: ’Song of Solomon’, 1977
Ifølge Hella Joof kan få skrive om det at være sort som Toni Morrison (1931-2019). I ’Salomons sang’ tager forfatteren fat på sorte amerikaneres historie gennem fortællingen om hovedpersonen, Macon Dead, og hans søgen efter sandheden om sit ophav. Fra opvæksten i en velhavende familie til slægtens arnested dybt begravet i den amerikanske slavehistorie. ”Den handler om at være barn i en ødelagt familie, hvor løgne og hemmeligheder dominerer. Men også om forældreskabet, og om at tilgive hinanden,” siger Joof. ’Salomons sang’ blev Morrisons brede amerikanske gennembrud, og i 1993 modtog hun Nobelprisen i litteratur som den første afroamerikanske kvinde.

3

Sommerfugledalen

Inger Christensen

Sommerfugledalen
Digte, Brøndums Forlag, 1991
Inger Christensens (1935-2009) sprog er bevidsthedsudvidende, mener Hella Joof. ’Sommerfugledalen’ stiller skarpt på den poetiske magi, der ligger i de mindste detaljer. Naturen er yndefuld i al sine forvandlingskraft, men også skræmmende fordi døden ligger på lur i hver puppe eller blomsterknop. ”Det er fortællingen om livets mirakel fra vugge til grav.” ’Sommerfugledalen’ består af 15 digte, som hænger sammen i en såkaldt sonetkrans, hvor hver sonets afsluttende linje er åbningslinjen i den næste – lige op til det sidste digt, som sammensætter de 14 foregående førstelinjer til én opsummerende sonet. Christensen bliver af mange anset som en af dansk litteraturhistories vigtigste poeter.

4

Album

Benn Q Holm

Album
Skønlitteratur, Alpha, 2002
I 80’erne løb Hella Joof forvildet rundt i København og ledte efter en retning i sit liv, et tema hun genkendte i Benn Q. Holms (f. 1962) bog ’Album’, som er et melankolsk tilbageblik på årtiet, som også dannede rammen om forfatterens ungdom og begyndende voksenliv. Romanen skildrer de tre mænd Lars, Jon og Martins liv fra deres tidlige drengeår i 70’erne og frem til voksenlivet i 90’erne. Læseren følger deres længsler, de tabte drømme, kærligheden og skilsmisserne. ”Vi var den tabte generation som alligevel fandt vej til sidst.” I 2007 instruerede Hella Joof den prisbelønnede DR-dramaserie ’Album’, baseret på Holms roman.

5

Meter i sekundet

Stine Pilgaard

Meter i sekundet
Skønlitteratur, Samleren og Gutkind, 2012, 2015 og 2020
Stine Pilgaard skriver om at være utilpasset og grænseløs, siger Hella Joof. ”Og om at spise grimt, mens man prøver at finde sig til rette i voksenlivet. Hun taler smukt om livet med mad i munden. Det er stor humor og indsigt i at være et menneske på jorden.” I sit forfatterskab serverer Pilgaard sin sarkastiske og ironiserede indblik i mekanismerne mellem venner, naboer og familiemedlemmer. Hella Joof filmatiserede i 2023 Pilgaards seneste bog ’Meter i sekundet’, som handler om en ung kvinde, der flytter til Vestjylland og skal finde vej i højskolelivet og den vestjyske samtaleform, og samtidig finde ind i rollen som nybagt forælder. En krævende øvelse for én, der bevæger sig sprudlende og buldrende bramfrit gennem tilværelsen (og skriver slagsange i smug). Pilgaard modtog både Weekendavisens litteraturpris og De Gyldne Laurbær for romanen.

6

Papmaché-reglen - og andre glimrende leveregler fra livets lovsamling

Hella Joof

Papmaché-reglen
Selvhjælpslitteratur, Gyldendal, 2016
Bogen handler om, hvordan livet er, og hvilke regler der gælder. Og om, hvad man skal gøre for at blive glad og lykkelig, og hvad man endelig ikke skal gøre. Men som Hella Joof siger, kommer man nok til at gøre det alligevel, og så er der heldigvis en regel, der træder i kraft. I sidste ende, er der én hovedregel, som overtrumfer alle de andre: ”Livet er et mirakel, og vi er her for at være glade og elske hinanden.”

7

Dage med mildhed, modgang og mirakler

Hella Joof

Dage med mildhed, modgang og mirakler
Selvhjælpslitteratur, Gyldendal, 2018
Der er dage til alt. Det handler denne bog om. Der er dage til smil og tårer, og dage, hvor alt lykkes, og dage, der går i kluddermor. Der er gode og dårlige hårdage, barnets første sygedag, dommedage og drømmedage. ”Og dage i dit liv, som du skal samle på og værdsætte,” konkluderer Hella Joof.