Knud Romer

Knud Romer

Sangen fra den blinde fugl

Om at skrive litteratur

Knud Romer skrev og skrev, fra han var 13, til han var 46 år. Det var, da han efter 17 år på litteraturvidenskab fik job som tekstforfatter på et reklamebureau, at han blev introduceret til de værktøjer, der skulle til, for at han kom i mål med sin debutroman: Han lærte at sætte punktum og at skrive til en læser. Romer fortæller i sin Mesterlære blandt meget andet om, hvordan han bygger den perfekte sætning, inden han runder den af med et håndkantsslag.

Få adgang til Knud Romers Mesterlære

+ et evigt voksende bibliotek af læremestre

Få første måned for

49,-

  • Efterfølgende 99 kr. per måned

  • Fri adgang til alt indhold

  • Ingen binding

  • Nye læremestre hver måned

  • NYHED: Fri adgang til +100 e- og lyd-bøger

Pensum

NYHED

Som en del af dit Mesterlære-medlemskab kan du nu gå på opdagelse i alle vores læremestres helt personligt kuraterede litteraturlister.

Læs pensum
Knud Romer

Knud Romers pensumliste

Malte Laurids Brigges optegnelser

Malte Laurids Brigges optegnelser

Rainer Maria Rilke
”En balletdanser skal kunne lave piruetter. En forfatter skal kunne lave tricks. Du skal jo komme med noget. Gi’ den gas. Men hvor lærer du dine tricks? Hvordan kan du vende på en femøre? Når du skriver, skal der … 1. Være – bum – en historie, vi skal dérhen. Det andet er, at hvis du skal have folk til at købe en bog, læse historien og investere deres tid og opmærksomhed på det her lort, så skal der hele tiden afbetales. Det er økonomi. Du sidder ikke og læser og læser og læser, hvis du ikke får noget ud af det. Du skal hele tiden give folk en lille godbid, men du skal ikke give det hele, for du skal jo videre. Man afbetaler ved, at der selvfølgelig sker noget, men også ved hjælp af små sproglige godbider. Og vil man lære retoriske tricks, skal man læse Rainer Maria Rilke. Han har absolut sprogbeherskelse. Det er med den lyriske verden som med tegnefilm, hvor en kat kan blive til en radiator, og Anders And kan gå i luften. Alt kan lade sig gøre, og her begynder de retoriske tricks at spille ind. I bogen går Malte Laurids Brigge på gaden og ser en tigger sidde med ansigtet i hænderne. Han begynder at liste, for når en tigger tænker sig om, skal man ikke forstyrre. Så han lister. Men vejen er utålmodig. En vej kan ikke være utålmodig, men den er utålmodig. Den begynder at kaste rundt med hans skridt, den begynder at larme i ekkoer omkring ham, så tiggeren bliver forskrækket, og det var nøjagtigt det, der ikke skulle ske. Tiggeren hiver ansigtet op i forskrækkelse, så hurtigt at ansigtet bliver liggende i hænderne, og det kan jo ikke lade sig gøre. Dét er lyrik. Det er – wruum! – en sproglig effekt, der kun finder sted i sproget. Et trick. En tingsliggørelse. Og så står hovedpersonen og stirrer ned i indersiden af ansigtet og tør ikke løfte blikket og kigge på et menneske uden ansigt. Det er et trick! Og når først du har lært det trick, kan du gøre alt med det. Du finder ud af, at du kan lege med sproget på en måde, hvor du kan lave magi. Da jeg var lille, øvede jeg mig i at lave de her tricks. Jeg spurgte mig selv: Hvad er det mest kitchede, du kan forestille dig? Det er et elskende par, der sidder på en bænk og kysser i solnedgangen. Men kan du få det til at leve, kan du give det liv, kan du nogle tricks? Hvis du skriver: ”Under lindetræet stod en bænk, og når man satte sig på den, gik solen ned,” har du et smukt billede. Lindetræ, bænk, hvem sætter sig mon? Ja, ikke? Og så går solen ned. Hvor det hos Isaac handler om fortælling, historie, drama og mennesker, handler det hos Rilke ekstremt meget om sprog, metaforer, synekdoker, paradokser, retorik, tricks! Jeg forsøger at placere mig et sted midtimellem, og det er pissesvært, for det ene ophæver det andet. Sproget må ikke stå i vejen for at fortælle historien, men samtidig skal det være fyldt med tricks af den simple grund, at hvis du vil have, at nogen læser det, så skal de jo have noget.”
Eminem

Eminem: A Shady Story

Billy Simpson
”At skrive er som at spille musik. Du skal øve dig. Folk tror, at fordi de kan snakke og stave, så kan de skrive skriftsprog. Men skriftsprog er ligesom en violin med strenge og toner, tricks, skalaer, metaforer, måder at gøre ting på, som skal bemestres. Jeg så for nyligt en dokumentar om Eminem, og det er jo det samme. Han kan freestyle i rap, og det er svært. For du skal være pissehurtig, pissekvik, du skal kunne improvisere, du skal komme til sproget fra udtrykssiden, fordi det skal klinge, men samtidig skal det jo give mening. Så du skal overhale dig selv indenom, og det kræver, at du har øvet dig. Ligesom Eminem gik jeg rundt som 13-årig og opløste det danske sprog til klang, fordi jeg ville have, at alt rimede. Jeg ville kunne rime fuldstændigt frit. Det kunne være hvad som helst, ”Drukkammerat! Rart at jeg har dig.” I dokumentaren fortæller Eminem om et trick, der handler om de umulige rim. Dem kan du klare ved hjælp af det, der hedder homofoni, det vil sige, at du finder ens klang. Hiphop startede med sådan nogle gumpetunge 80’er-enderim, så kom der krydsrim, og i dag er der jo ikke noget, som ikke rimer. Det er helt sindssygt, så dygtige de er. Eminem bruger sproget som et instrument, der har en indholdsside, hvor du kan se tingene for dig, hvor der er mennesker, konflikt, drama, kærlighed. Isaac Singer! Og så er der den anden side: lydsporet. Det er metaforerne, lyrikken, klangen, den smukke rytme. Rilke! Jeg har lige lavet en julekalender: ’24 dage med rim i december’. Kan du høre ordspillet? Rim, det er jo frost. Det vil sige, at ord bliver til iskrystaller. Det mest kitchede at lave i den her julekalender ville være et rim om at flette vores julehjerter sammen, så den prøvede jeg at få til at leve: ”Er det dit hjerte, flettet i mit, ja da, det er det, nu er det dit.” Jeg sidder jo nærmest som en myg med en snabel og syr i det danske sprog.”
Ordbog

Ordbog over det danske sprog

”Man skal fylde sig med ord, og jeg har i mange år siddet og skrevet hundredevis af sider, hvor jeg bare skriver ord, som jeg godt kan lide. ”Sælsom”, flot ord! ”KVÆDEN”, svulstigt! Da jeg blev 18, forærede min far mig samtlige bind af ’Ordbog over det danske sprog’. Som jeg har læst. Holberg, Oehlenschläger, ord, ord, ord, flere ord. Den er fyldt med eksempler over brugen af ord, du kan nærmest læse hele den danske litteraturhistorie ved at læse dig igennem den. Problemet er, at mange af ordene ikke kan bruges mere, fordi de virker gammeldags. Vi befinder os et sted i det danske sprog, hvor vi opererer med et ekstremt begrænset vokabularium, det meste er traderet, dateret, oldnordisk! Hvad vil du kalde en kone? Er du nogens kone? Argh, kone? Ægteskab går stadig, men den er også løftet. Hvad er du, hustru i Lily-kjole? Kæreste er du ikke, for I er jo gift. Du mangler et ord! Hvad gør du så? Skriver du kone? Og går med træsko. Eller undgår du ordet? Det ville jeg gøre, for jo flere åndssvage ord du bruger, desto mere åndssvag bliver din tekst. Så jeg ville gøre sådan, at man opfatter, at de er gift uden at bruge ordet. Når mange ord ikke kan bruges, er det enormt svært, hvis man vil skrive enkelt, præcist, rent, og det vil jeg. Der må ikke være en falsk tone. Måske virker det nørdet at bruge sin ungdom på at læse 250.000 ords etymologiske oprindelse, men det er ikke nørdet! Den der forestilling om, at man enten tager coke og går til afterparties med modeller, eller at man er en dreng med tykke briller, der ikke kan score, men sidder og læser, det er pis. Det er omvendt! Dylan Thomas (britisk poet, red.) og alle dem der … De scorede eddermanme igennem. ”A poet’s pencil is his middle leg”, ikke. Han skriver med sin pik. Han kan jo forføre hvem som helst, han er lækker, det er som en solsort, tviiit, tvit, tvit, kom til mig. Jeg har eddermame tit siddet i baren og hvisket ”Einmal wenn ich dich verlier, wirst du schlafen können, ohne dass ich wie eine Lindenkrone mich verflüstre über dir?” (digt af Rainer Maria Rilke, red.) i baren. Så det ene udelukkede ikke det andet for mig, tværtimod.”
Narnia

'Narnia' bind 1-7

C. S. Lewis
”Da jeg var cirka ti år, sad jeg i et indbygget klædeskab hjemme i mine forældres hus. Jeg havde læst ’Narnia’. Jeg flyttede tøjet, fandt en lille bitte skammel, og så sad jeg der i mit klædeskab med et blækhus, en svanefjer fra Østre Anlæg og et stearinlys og skrev. Alle børn i verden skal gå igennem et klædeskab. For så kommer du fra virkeligheden ind i en magisk verden, hvor eventyrerne findes, Snedronningen findes, og det er det samme, der sker, når du skriver. Derfor skal alle forfattere også gå igennem klædeskabet, og det tog jeg så meget bogstaveligt. Jeg satte mig derind, for der kunne jeg gemme mig. Jeg ville ikke være overvåget, jeg havde det, som om jeg skulle skjule mig. Som at skjule sig fra sit eget overjeg, den kritiske sans, mor og far, jeg prøvede at gemme mig i det sidste hjørne af verden for at være helt i fred, uden fremmede blikke, uden nogen indblanding, bare mig. Der sad jeg så med min fars papir fra Dansk Bygnings Assurance og prøvede at efterligne Lord Donsany (irsk lord og forfatter, der skrev på et gammeldags Shakespeareagtigt engelsk, red.), men det var jo uopnåeligt. Det, som så er problemet med ’Narnia’, og det opdager man gudskelov for sent, fordi alle bøger har deres besøgstid, men når du måske er 18-19-20 år, eller hvornår tiøren falder, finder du ud af, at du lige har siddet og læst en kristen missionær. Løven Aslan, det er jo kristus! Ejmen fy for helvede, aaargh ååårh buuuuuu! Din kristne missionærende idiot, mand, fuck dig og din kristendom og din religion! Der er bare det ved det, at stærkt ideologisk overbeviste mennesker tit skriver bedre end folk, der ikke har nogen overbevisning. ’Narnia’ er magisk, når du er lille, du er fortryllet. Og fortryllelsen ved bøger er jo det vigtigste.”
Giro 413

Giro 413

Radioprogram på P5
”Jeg mødte min kæreste, Laura, og hun var så sød at køre mig rundt på Lolland-Falster og kunne godt lide min hjemstavn. Hun så så sød ud i sin storblomstrede kjole foran Sundet og den blå himmel og de hvide skyer og Oreby Mølle og alt det. Jeg blev så glad, at da jeg kom hjem, skrev jeg et digt til hende. Det starter med: ”Du gav mig sommeren på en dag / og alle mine sommerdage / er det, som du er lavet af / og gav mig sommeren tilbage”. Og du kan høre Eminem. Prøv lige at høre, hvor meget jeg opløser. Det er lyd, det er rytme, det er fuldstændig enkelt. Og det bliver så pinligt, hvis du kikser, men hvis den sidder i skabet, kan du næsten rykke den ind i højskolesangbogen. Så møder jeg Lasse og Mathilde (dansk folk-duo, red.), og Mathilde spørger, om hun må bruge digtet til en sang. Det er meget rørende. Nogle vil jo tænke, at det er sgu da ikke Tobias Rahim. Men det er jo ret sødt, at en ældre dame med en svagt knækket stemme synger det her. Men DR vil ikke spille den. For et par somre siden bliver jeg inviteret ind i radioen, hvor jeg siger ja på betingelse af, at de vil spille Lasse og Mathilde: ’Du gav mig sommeren på en dag’. Jeg ringer til Mathilde og siger, du skal bare høre, og de spiller den, men så siger værten efter nummeret: ”I tror måske, at det ikke er Danmarks Radio, men det er det faktisk, og så er der ikke flere vennetjenester herfra.” Hun tog afstand. Men det med at tage afstand til ting, der er pinlige, det kan jeg ikke snuppe. Giv dig hen. Jeg får sådan et knust hjerte-ikon af Mathilde. Jeg prøvede at gøre det godt, men det blev skidt. Nå, så vågner jeg nogle uger senere på Lauras fødselsdag, og hun spørger, om vi ikke skal høre Giro 413. Det er jo Kandis, Johnny Reimer og hilsner fra hele landet. Det er sprog, det er mennesker, det er stilarter. Der er et trick ved det her, og hun er fandme god, Laura, for hun trækker den, mens vi spiser pandekager. Vi kan lige nå et sidste lytterønske, siger de i radioen. ”Kære Giro 413, i dag vågner jeg op med min kæreste på min fødselsdag, og jeg er ikke helt sikker på, at han ved, hvor højt jeg elsker ham, men hvis I spiller Lasse og Mathilde: ’Du gav mig sommeren på en dag’, så kan det ikke blive større. Kærlig hilsen Laura.”

Mest populære indenfor kreativitet

Hvad er en Mesterlære?

Hvordan får jeg adgang til en mesterlære?

Hvor lang er en mesterlære?

Hvornår kommer der nye læremestre?