Lærke Bagger tegner en trøje i hendes notesbog

Pensum med Lærke Bagger

I sin Mesterlære tager den danske strikdesigner dig igennem sin impulsdrevne og lystbetonede proces. Til dig, der vil på yderligere opdagelse i Baggers faglighed, deler hun her sin helt personligt kuraterede liste over værker, hun selv er rundet af som designer.

1

Oasis Supersonic

Mat Whitecross

Oasis Supersonic
Dokumentar, 2016
”Jeg var 11, tror jeg, da jeg hørte Oasis første gang, og udover musikken var det jo mit første møde med den her helt vilde energi, som især Liam, mit helt store forbillede, har. I den alder er man så utroligt optaget af, hvad andre tænker om en, og man vil bare gerne passe ind, og så kommer der en, som både kreativt og på den måde, han ser ud og bærer sig selv, bare er så ligeglad med, hvad andre tænker om ham. Det er jo på godt og ondt, han er sikkert et kæmpe røvhul, men professionelt kan man ikke bestride de resultater, han har skabt. Filmen om Oasis er tryg og genkendelig for mig, som det er for små børn at se Teletubbies. Jeg kan se den igen og igen og igen, og lige når jeg er færdig med at se den, har jeg lyst til at se den en gang til. Hvis man formår at være ligeglad med andres forventninger eller modtagelsen af det, man laver, er man så fri til at skabe, som man overhovedet kan være. Så kan man tage alle de impulser og ideer, der kommer til en, og prøve ting af. Det er noget, man kan øve sig på hele livet, det gør jeg også. Og jeg synes, at jeg kan se, at jeg får det bedste resultat, når jeg i en proces formår at være ligeglad. Som med min Bad Idea Dress., hvor jeg koncentrerede mig om at skabe en så uharmonisk farvesammensætning som muligt, at kjolen faktisk gik hen og blev helt fantastisk.
Britiske Mat Whitecross (f. 1977) har udover Oasis lavet dokumentarer om Ian Dury og Coldplay, ligesom han har instrueret musikvideoer for Coldplay, Take That og The Rolling Stones.

2

Chef's Table

David Gelb

Chef's Table
Tv-program, Netflix, siden 2015
”Om aftenen, mens jeg sidder og strikker, kan jeg godt lide at se ’Chef’s Table’, som er et teknisk madprogram, hvor folk nørder igennem: Hvor en dygtig kok i Peru graver kød ned i jorden og dermed tilbereder det. På samme måde som der er komponenter i madlavning som sødt, salt, surt, bittert og umami, består beklædning og tekstil af nogle bestemte elementer, og når jeg ser andre dygtige mennesker udøve deres håndværk, giver det mig mod på at gentænke mit eget. Hvis man for eksempel skal lave en sweater, er der ret stor tradition for, at man arbejder med samme type garn hele vejen. Man må gerne skifte farve, men for guds skyld ikke tykkelse eller kvalitet af garnet, og det, synes jeg, er så kedeligt! Det bliver så utroligt fladt! Jeg sætter pris på lidt drama i mit arbejde, lidt udsving og kontraster, så hvis jeg skal lave en sweater, kunne der være en stribe med noget tykt garn, en tynd stribe og noget glossy garn blandet med noget, der er mat. Det giver et mere dynamisk, dramatisk og dermed mere interessant resultat.”
En Emmy-nomineret serie i indtil videre seks sæsoner om kulinariske verdensstjerner, der gentænker gourmetmad. Lavet af den amerikanske instruktør David Gelb (f. 1983), der er bedst kendt for sine maddokumentarer.

3

Alt om Håndarbejde

Alt om Håndarbejde
Magasin, udkommer månedligt
”Man kan finde det her magasin i næsten alle genbrugsbutikker til 5 kroner, er min erfaring, og så er det bare hjem og lære. Det er fyldt med opskrifter og teknikker, måder at designe på, silhuetter på strik, indføring i historie, og så er de gamle blade bare et grineren indblik i en anden tid med strikdesign, der var ret moderne – som eksempelvis skulderpuder i bluserne i 80’erne, som jo er kommet tilbage igen. Af de blade har jeg lært alt fra, hvordan man laver en virkelig flot V-hals, til hvordan man laver sine egne pastasmykker. Jeg kigger i dem, når jeg føler, at jeg er gået død og mangler inputs eller stimulans. Så tager jeg et ned fra hylden, nogle gange lærer jeg noget, andre gange har jeg det bare grineren over det. Måske har jeg 500 blade, for jeg har også mange dubletter, så jeg også kan klippe i dem. De fylder måske 2,5 hyldemeter.”

4

Pamela, a Love Story

Ryan White

Pamela, a Love Story
Dokumentar, Netflix, 2023
”Det gjorde utroligt stort indtryk på mig, hvor ærlig Pamela Anderson er omkring sine følelser i den dokumentar. Jo mere vi kan være os selv og være ærlige og sårbare, jo tættere kommer vi på en eller anden form for sandhed og mening om livet. Jeg har lige sagt ja til et mentorforløb med en designskolelev, og jeg startede med at sige til hende, at hvis vi skulle gøre det, skulle jeg nok love at sige det pænt til hende, men jeg var nødt til at være ærlig. Hvis man ikke er ærlig i en kreativ proces eller i sit liv, så har andre mennesker ikke mulighed for at reagere på noget ægte. Og jeg kan ikke finde ud af at gøre det på andre måder.”

5

Vogue Collection

Vogue Collections
Modemagasin, udkommer to gange årligt
”I forbindelse med min nye bog har jeg skabt en kollektion med reference til min egen ungdom, hvor jeg gik i tubetoppe og boot cut-cowboybukser, hårmascara, hårclips og Ed Hardy-tøj, og der har Vogue Collection været en stor inspiration for mig. Jeg fandt for nyligt tre magasiner fra midt-90’erne i en genbrugsbutik. Jeg var helt oppe at skralde over det! Det er så sindssygt, det er Cindy Crawford, det er sommerfugletoppe, alle de mest ikoniske Chanel- og Calvin Klein-kollektioner med de helt originale supermodeller. Vogue Collection er et magasin på måske 300 sider kun med fotos af de vigtigste looks fra runway’en år for år. Som hvis en forsker har Bordieus samlede værker stående, så er Vogue Collection et leksikon, der viser moden over tid, som jeg synes er spændende at bruge som opslagsværk en gang imellem. Hvad var trenden det år? Jeg har elsket det, siden jeg som cirka tiårig var med min mor til damefrisør, hvor jeg sad tre stive timer, mens hun blev farvet, og kiggede på catwalkbilleder. Frisøren havde bladene, så man kunne vælge en frisure ud fra et billede. Nogle gange havde jeg en lille saks med, så jeg kunne klippe et billede ud i smug og tage med hjem.”

Lærke Bagger anbefaler også

6

Hønsestrik

Kirsten Hofstätter

Hønsestrik
Faglitteratur, Forlaget Hønsetryk, 1973
En ifølge Lærke Bagger ikonisk og uomgængelig bog om strik. Danske Kirsten Hofstätter, der var aktiv i kvindebevægelsen i 70’erne, ville med sin anarkistiske tilgang til strik gøre op med den fastlåste og dermed fantasiløse måde at udøve håndarbejdet på. Hun opfordrede alle til at strikke, som de ville, indbød til at bruge farver, der ikke umiddelbart passede sammen, og viste i sin bog, hvordan man rent teknisk kunne strikke statements eller politiske motiver som peace- eller kvindetegn ind i tøjet.

7

i-D

i-D
i-D
Magasinet, der aldrig skuffer, mener Lærke Bagger. Hvert nye såvel som gamle nummer indeholder inspiration, som hun kan bruge i sit arbejde. Det er et britisk magasin, stiftet i 1980, der hylder mode, kultur, individualitet og ungdom.