Margrethe Vestager

Pensum med Margrethe Vestager

I sin Mesterlære fortæller den danske næstformand i Europa-Kommissionen, hvordan hun leder med tillid, fører beslutninger ud i livet og bruger konflikter til at skabe forandring. Til dig, der vil på yderligere opdagelse i Vestagers faglighed, deler hun her sin helt personligt kuraterede liste over værker, hun er rundet af.

1

Læseren i morgentoget

Jean-Paul Didierlaurent

Læseren i morgentoget
Skønlitteratur, Politikens Forlag, 2019
Originaltitel: ’Le liseur du 6h27’, 2014
Hovedpersonen Guylain, en stille eksistens, arbejder på en fabrik, hvor han lever af det, han hader allermest: at makulere bøger. Det lykkes ham at redde visse sider af bøgerne fra deres skæbne. Disse fragtmenter af historier læser han højt i morgentoget hver dag kl. 6:27, og hans oplæsninger bliver hurtigt et tilløbsstykke. En dag i toget finder han et usb-stik, hvor en kvinde ved navn Julie, der til dagligt arbejder som toiletpasser i et indkøbscenter i Paris, har nedfældet sine tanker i en dagbog. Hvorfra en ny, meget særlig historie udspiller sig. Det er en bog om kærligheden til netop bøger, om finurlige skæbner à la dem, man også kan se i historien om ’Den fabelagtige Amélie fra Montmartre’ – og for Margrethe Vestager er den internationale bestseller ”en sjov og rørende historie om, hvordan vi alle kan gøre en forskel.”

2

Kvinder & magt – et manifest

Mary Beard

Kvinder og magt
Faglitteratur, Gads Forlag, 2018
Originaltitel: ’Women & power – a Manifesto’, 2017
Dette er et manifest, skrev Politiken ved udgivelsen, ”der minder os om, at kvindekampen ikke er vundet endnu.” I bogen skriver britiske Mary Beard, der er professor i antikkens historie, at selv om mange kvinder i Vesten har meget at fejre, når det kommer til ligestilling, bliver de stadig ikke taget alvorligt (nok) – og dermed afskåret fra magtens centre. For at forstå den kendsgerning må vi erkende, at der er en meget lang forhistorie. Ved hjælp af mytologiske figurer – som Medusa og Athene – og nutidige kvindefigurer – som Hillary Clinton og Theresa May – viser Mary Beard, ifølge Margrethe Vestager, ”hvor svært det er at indpasse kvinder i den magtstruktur, der har en masse maskuline koder indbygget.”

3

’Alexandria-kvartetten’ (serie på fire bøger)

Lawrence Durrell

Alexandria-kvartetten
Skønlitteratur, Grafisk Forlag, 1959-60
Orignaltitel: ’Alexandria Quartet’ (fire bind), 1957-1960
Engelske læsere har kåret denne roman i fire dele som en af det tyvende århundredes bedste. I bogen følger vi fire personer – Justine, Balthazar, Mountolive og Clea – der oplever de samme begivenheder (i Alexandria før, under og efter Anden Verdenskrig) meget forskelligt. Udover at være en læsværdig roman er ’Alexandria-kvartetten’ for Margrethe Vestager en påmindelse om, at vi som mennesker er meget forskellige. ”Og det er vigtigt at huske i arbejdet med, hvordan vi som mennesker kan forandre verden,” siger hun. Hvert af de fire bind i serien har navn efter de fire hovedpersoner. Justine er en smuk jøde, Balthazar en homoseksuel egyptisk læge, Mountolive engelsk ambassadør og Clea en fransk maler, og deres liv vikles ind og ud af hinanden i et Alexandria, der beskrives som en meget frigjort by.

4

Parasite

Joon-ho Bong

Parasite
Film, 2019
Den firedobbelte oscarvindende sydkoreanske film ’Parasite’ er ifølge en af dens danske fans Margrethe Vestager ”kulsort, underholdende og skræmmende på samme tid.” Filmen handler om en familie, der lever i det sydkoreanske slum i en kælderlejlighed og har midlertidige jobs til en lav løn. En dag beslutter sønnen sig for at klæde sig ud som universitetsstuderende for at få et arbejde som engelsklærer for en pige i en velhavende familie. Langsomt ansættes resten af den fattige familie hos den rige, der tror, at der er tale om sofistikerede, faglærte medarbejdere. Det er en film om klasseskel, eller som Margrethe Vestager siger: ”to meget forskellige former for levet liv. Det er tankevækkende i forhold til at arbejde for at give samfundet retning. Og som en påmindelse om, at handlinger har konsekvenser. Også dem, der kan synes små.”

5

Pippi Langstrømpe

Astrid Lindgren

Pippi Langstrømpe
Skønlitteratur, Skandinavisk Bogforlag, 1946
Originaltitel: ’Pippi Långstrump’, 1945
Pippi er verdens stærkeste pige, der bor i et hus alene med sin abe og sin hest, og så hæfter Margrethe Vestager sig ved, at Pippi er ”meget generøs, øser ud af sin styrke og har tillid til andre mennesker.” Har man meget styrke, har man også et stort ansvar, mener Vestager. ”Selv om Pippi har alt og kan leve, som hun vil, har hun valgt at leve på en meget ukonventionel måde. Men også på en måde, der gør, at hun spiller en rolle i forhold til alle typer af mennesker – til børn, til sine venner, til voksne og til autoriteter,” siger den danske leder, der også holder af den ikoniske svenske figur, fordi hun ikke er bange for konflikter.