1
Built to Last: Successful Habits of Visionary Companies
Jim Collins og Jerry I. Porras
Faglitteratur, HarperBusiness, 1994
En ifølge Christian Stadil en god bog, når det kommer til ledelse og hvordan du bygger en virksomhed. Bogen står fadder til begrebet BHAG – big hairy audacious goal – som den danske forretningsmand har taget til sig og forklarer således: ”Et BHAG er et mål, som måske er lige lovligt ambitiøst, som man måske kun lige har chancen for at røre med fingerspidserne. Men som en klog person en gang sagde: If you reach for the stars, you will land on the moon. I Hummel er vores BHAG at ændre verden gennem sport. Ikke bare Aarhus, men verden. Når vi det? Det er overhovedet ikke sikkert, men vi vil gøre vores bedste for at opnå det. Det er vores BHAG, og det skaber relevans for medarbejdere på alle niveauer hver dag,” siger Christian Stadil. Et af de bedste BHAGs, der ifølge ham nogensinde er lavet, er Volvo, der frit oversat nogle år tilbage bekendtgjorde, at der i 2020 ikke måtte være nogen, der kom til alvorligt til skade eller døde siddende i en ny Volvo-bilmodel. ”Prøv lige at høre, hvor fantastisk det BHAG er, hvor ambitiøst det er, og hvor tæt koblet det samtidig er til produktet og Volvos dna. Volvo har i alle årene fortalt os den her historie om, at det er verdens sikreste bil. Set i den sammenhæng er det er fantastisk BHAG.”
2
I bad med Picasso
Christian Stadil og Lene Tanggaard
Faglitteratur, Gyldendal, 2012
Bogen, der er oversat til blandt andet kinesisk, japansk og engelsk, handler om, hvordan man fremmer kreativitet og bedst muligt fører sine idéer ud i livet.
3
Shoe Dog: En selvbiografi om manden bag Nike
Phil Knight
Selvbiografi, People’s Press, 2016
”Det er en fantastisk historie om manden, der har bygget Nike. Jeg er især inspireret af den resilience, Phil Knight har, som er en meget vigtig egenskab, hvis du vil opnå noget stort her i livet. I opbygningen af Nike møder han enormt stor modstand: Han mangler altid penge, hans samarbejdspartnere går bag om ryggen på ham, han har evige problemer med leverandører, bliver sagsøgt og snigløbet af konkurrenter, men han bliver ved – og ved og ved – indtil det lykkes ham at bygge, hvad der i dag er det nok mest succesrige sportsbrand i verden. Hvis man bliver slået ud af modgang, kan man heller ikke sidde i et job som mit. Der er jo konflikter hver eneste dag, der er konstant ting, der ikke går, som jeg ville ønske. Det kan være en partner, der pludselig vil udskyde den aftale, vi har lavet om en stor filmproduktion. Og på det tidspunkt har vi allerede ansat det team, der skal lave den, og vi har allerede budgetter, der skal overholdes. Som leder må jeg jo hurtigt finde en løsning, så udfordringen ikke bliver til en mindre krise, som vokser sig til en større krise. Første skridt er at etablere en kultur, hvor den slags problemstillinger accelereres op til mig. Jeg vil så hurtigst muligt sætte mig ind i tingene og involvere i dette tilfælde samarbejdspartnerens CEO for at finde en hurtig løsning, som er fordelagtig for begge parter. Det kunne handle om at reducere budgettet, og produktionen stadig bliver igangsat. Krisen bliver afværget, fordi man ikke tager et nej for et nej. Helt grundlæggende set tror jeg, at det at være modstandsdygtig, er den værdi, man kommer længst med i livet generelt. Alle andre værdier er fantastiske, og man er stolt, hvis ens børn besidder dem, men er du modstandsdygtig og robust, kommer du langt. Så lader du dig ikke slå ud af modgang, ubehagelige mennesker eller dumme ting, men du ved, at du kan klare det, og at der altid er en løsning, og sådan er jeg bare helt fundamentalt.”
Amerikanske Phil Knight (f. 1938) er manden, der i årevis kæmpede en utrættelig kamp for at gøre sin idé om at sælge billige sko af høj kvalitet til masserne til en succesrig virksomhed. Dette er bogen om, hvordan han gjorde det.
4
Lær! Effektiv talentudvikling og innovation
Lene Tanggaard
Faglitteratur, Gyldendal Business, 2015
Enhver form for gentagelse er ikke nødvendigvis frugtbar, forklarer Lene Tanggaard i denne bog, og det er en filosofi, som Nikolaj Hübbe køber ind på. Det er samme princip, som den svenske psykolog Anders Ericsson kalder ”deliberate practise.” Ericsson studerede en række dygtige violinister og fandt ud af, at de dygtigste havde en vane med at sove middagslur. De øvede sig ikke hovedløst derudaf, men var gode til at tage pauser på de rigtige tidspunkter. På den måde øgede de deres egen udholdenhed, samtidig med at de bevarede lysten til at spille. ”Det er ikke meget værd at være et talent, hvis man øver sig ihjel og mister gejsten,” siger Hübbe, der både indlægger afbræk til danserne, så de kan restituere rent fysisk, men også så information kan lagre sig. Så kommer danserne måske tilbage efter noget tid, har tænkt over sådan og sådan, hvormed at man med Hübbes ord opnår et mere ciseleret billede, et bedre resultat.
5
Tænk som en vinder og Træn som en vinder
Eskild Ebbesen
Biografi og fagbog, Politikens Forlag, 2014 og 2016
I den ene bog giver den danske OL-vinder dig ifølge forlaget de bedste redskaber til at sætte dig et mål, holde fokus og få succes. I den anden ”viser han vejen til topformen.” Men det, Nikolaj Hübbe hæfter sig ved, er Eskild Ebbesens beskrivelser af forskellige landsholds forskellige mentalitet ved OL. Hvis træneren ikke kom hos det spanske landshold, så sad roerne og ventede på at få en besked. Hvis træneren af det danske landshold ikke var der, så gik de bare i gang, og den opdragelse og den måde at træne på skabte holdånd. ”I stedet for apatiske, passive talenter, er der et enormt potentiale i at skabe individer, der tager stilling,” siger Nikolaj Hübbe, der en dag havde inviteret medaljeguldvinderen ind og tale for alle danserne og hele vores instruktørstab på Det Kongelige Teater, fordi der er så mange paralleller de to verdener imellem.”
6
Kvinder & magt – et manifest
Mary Beard
Faglitteratur, Gads Forlag, 2018
Originaltitel: ’Women & power – a Manifesto’, 2017
Originaltitel: ’Women & power – a Manifesto’, 2017
Dette er et manifest, skrev Politiken ved udgivelsen, ”der minder os om, at kvindekampen ikke er vundet endnu.” I bogen skriver britiske Mary Beard, der er professor i antikkens historie, at selv om mange kvinder i Vesten har meget at fejre, når det kommer til ligestilling, bliver de stadig ikke taget alvorligt (nok) – og dermed afskåret fra magtens centre. For at forstå den kendsgerning må vi erkende, at der er en meget lang forhistorie. Ved hjælp af mytologiske figurer – som Medusa og Athene – og nutidige kvindefigurer – som Hillary Clinton og Theresa May – viser Mary Beard, ifølge Margrethe Vestager, ”hvor svært det er at indpasse kvinder i den magtstruktur, der har en masse maskuline koder indbygget.”
7
Ved du, hvem du er?
Arne Nielsson, Anne Hermansen, Hanne Houbak
Faglitteratur, People´s Press, 2014
For mange år siden så Andreas von der Heide tv-serien ’Billions’, hvor en kvindelig coach får virksomhedens ambitiøse unge mænd til at gøre deres ypperste. Chefen ser hende som et af de vigtigste elementer i firmaet overhovedet. Serien ansporerede den danske chef for Les Deux til at gøre noget af det samme, nemlig at tage fat i den danske virksomhedscoach og tidligere eliteroer Arne Nielsson. Han er ti gange verdensmester i roning og havde sin største succes-rate i en to’er-kano, ”så Arne har en forståelse for, hvad det koster at komme helt til tops både som individ og teamplayer,” siger Andreas von der Heide. Arne Nielsson lærte han at kende, da han nogle år forinden havde nogle personlige udfordringer og gerne ville udvikle sig selv, både som leder, men også mere generelt. Det vil sige, at coachen kender chefen for Les Deux ”indgående,” hvorfor det lå lige for at hyre ham til at hjælpe i virksomheden med nogle af de problemer, den stod over for. ”Arne fik os knyttet tættere sammen som team, vi fik snakket om vores forskelligheder og udfordringer, og hvornår vi spillede hinanden gode. I dag sidder Arne på kryds og tværs af vores forskellige afdelinger og arbejder både med det der går godt, og det der går skidt. Han er rigtigt god til at fange de dynamikker, der er på godt og ondt. Vi skal turde at fejle og at tage fat i problemstillingerne. Meget af vores vækst og succes ligger i at få taget diskussionerne og konfrontationerne, og der går Arne ind og skaber et forum, hvor man kan være ærlig og sige, hvad man mener, og de misforståelser, der måtte ske, rydder han op i.” ’Ved du, hvem du er?’ er en bog, skrevet af blandt andre Arne Nielsson, der kan lære dig om forskellige typer af mennesker og hvem af dem, du passer sammen med, og som gør dig til den bedste udgave af dig selv.
8
Start med hvorfor
Simon Sinek
Faglitteratur, Gyldendal Business, 2013
Originaltitel: ’Start With Why – How Great Leaders Inspire Everyone to Take Action’, Penguin Group, 2009
Originaltitel: ’Start With Why – How Great Leaders Inspire Everyone to Take Action’, Penguin Group, 2009
”De fleste firmaer ved godt, hvad de laver og hvordan. Men hvorfor de laver det, altså hvad formålet er, ved de ikke altid. Spørg dig selv, hvad formålet med det hele er. Det opfordrer bogen til, og det har hjulpet mig rigtigt meget til at få retning på mit arbejde. Når du har dit why, har du dit kompas. Og det why, siger Simon Sinek, skal defineres indefra og ud. Formålet med alt, hvad jeg foretager mig i mit arbejdsliv, er at være en katalysator for at skabe sociale relationer mellem mennesker gennem handlinger. Og det why har jeg fundet i mit privatliv. Ens why er nødt til at være defineret ud fra ens egne værdier, siger Sinek, ellers kan man ikke arbejde med det i længden, og når jeg kigger på mit liv, og hvad der betyder noget for mig, er det min kone, mine børn og mine nære relationer til andre mennesker, der er min stærkeste værdi. Det samme formoder jeg gælder for mange andre mennesker, og derfor synes jeg, at der er en mening med min tilværelse, hvis jeg kan være en katalysator for at bringe mennesker sammen. Fordelen ved at have en mission, der er meget tydelig, er, at man kan fritstille medarbejderne og decentralisere intelligensen. Det er Absalon (folkehus på Vesterbro åbnet af Lajboschitz og familie i 2015, red.) et godt eksempel på. Fordi medarbejderne ved og forstår, hvad det hele handler om, kan de i høj grad selv bestemme, hvad de vil. Om de vil lave keramik, opera eller foredrag – vi har cirka 100 aktiviteter om ugen – det styrer de selv, og det kan de, fordi ankeret er så fast. Vi behøver ikke at diskutere missionen, den er på plads. Men det er et arbejde at nå dertil. I starten var Absalon meget topstyret, så vi kunne skabe et stærkt udgangspunkt med en klar mission. Og det er et kontinuerligt arbejde at indprente vores why i hvert eneste led. Vi skal både fortælle det, vise det, skabe en kultur for det, og så skal vi korrigere, hvis folk gør noget, der går imod vores formål med det hele. Derfor ved en ansat i Absalon, at han eller hun ikke er ansat til at lave kaffe, men til at se folk i øjnene, og ved siden af har til opgave eksempelvis at lave kaffe. Vi forventer noget personligt, når vi ansætter, for det kræver vores mission. Missionen skal aldrig forandre sig, men udtrykket skal forandre sig hele tiden.”
Simon Sinek (f. 1973) er en britiskfødt amerikansk forfatter og foredragsholder, der har specialiseret sig i læren om den gode leder. Flere af hans bøger er blevet bestsellere, og han har lavet Ted Talks og holdt foredrag om lederskab i blandt andet FN.
9
Mesterlære - En livsfortælling
Peter Bastian
Biografi, Gyldendal, 2011
”Jeg lærte Peter Bastian at kende, da vi begge sad i forhenværende undervisningsminister Ole Vig Jensens såkaldte musiske udvalg. Vores opgave var at styrke musikaliteten i folkeskolen. Jeg tror, at det var Peter, som lærte mig vigtigheden af at lære fra de dygtigste: Mesterlæren. Det var også i mødet med Peter, at det gik op for mig, hvor afgørende det var været i mit liv at samle på faderskikkelser. Min skaklærer Børge Simonsen. Min dansklærer Hans Christensen. Min badmintontræner Henrik Roed Andersen. Ken Vagn Hansen fra tennisklubben. Poul Jensen fra bordtennisklubben i Sakskøbing. Det er alle sammen mennesker, der har set muligheder i mig, troet på mig, men også holdt mig lidt nede, når der var brug for det. Min nysgerrighed var selvfølgelig vakt, da Peters bog ’Mesterlære’ udkom i 2011, og jeg slugte bogen råt, fordi den var velskrevet, underholdende, men også tidløs. Det citat, hvis betydning jeg aldrig glemmer, lyder cirka sådan her: ”Når du har fat i en idé, som rummer en stor grad af sandhed og godhed, og du ønsker at realisere den, men har svært ved at finde vej, så vil du opleve at idéens simple skønhed befrugter processen.” Den bog har lært mig, at de smukkeste og mest generøse projekter rummer en x-faktor, der ikke så sjældent vejer tungere end regnearkets dystre prognoser. Havde jeg stolet på mine økonomifolk og deres excel-ark, var jeg aldrig gået i gang med Noma eller i Bolivia (hvor Claus Meyer i 2012 åbnede en restaurant drevet som en kokkeskole for underprivilegerede unge, red.). De sagde, at begge projekter ville være det glade vanvid rent finansielt.”
Peter Bastian (1943-2017) var en dansk musiker, uddannet inden for klassisk fagot – og i øvrigt også teoretisk fysik. Fik i 1998 Rosenkjærprisen for sin formidling af musik i radio og tv. ’Mesterlære’ er en blanding mellem erindringer og samfundskritik.
10
Det hele handler ikke om dig
Niels Overgaard
Faglitteratur, People’s Press, 2020
På en tur til Jylland tur/retur hørte Christian Puglisi denne bog som lydbog med sin kæreste. "Jeg tabte nærmest kæben, da jeg var enig i nærmest 95% af bogens pointer. Det var som en soulmate, man ikke vidste, at man manglede. Den introducerede mig for stoicismen, som jeg ikke har kunne slippe siden," siger han.
11
The Hard Things About Hard Things
Ben Horowitz
Faglitteratur, Harpercollins Publishers Inc, 2014
Originaltitel: The Hard Things About Hard Things, 2014
Originaltitel: The Hard Things About Hard Things, 2014
Ben Horowitz er en af medstifterne af Andreessen Horowitz og dermed en af Silicon Valleys mest respekterede og erfarene entreprenører - i "The Hard Things About Hard Things" giver han sine læsere råd til at starte en virksomhed op og få succes.
Bogen er baseret på Ben Horowitz' blog og den er henvendt til alle der enten er entreprænører eller gerne vil være det. En af pointerne med bogen er at være fuldstændigt ærlig omkring, hvor hårdt det er at køre en virksomhed og omkring alle de problemer der dukker op hver eneste dag.
Bogen er baseret på Ben Horowitz' blog og den er henvendt til alle der enten er entreprænører eller gerne vil være det. En af pointerne med bogen er at være fuldstændigt ærlig omkring, hvor hårdt det er at køre en virksomhed og omkring alle de problemer der dukker op hver eneste dag.
12
De første 100 dage
Lars Bo Hansen
Faglitteratur, Gyldendal Business, 2018
De første 100 dage er altafgørende for den nye leder, uanset om det er første eller sjette gang, man tiltræder et lederjob. Og samtidig er de fuldstændig umulige at gøre perfekte, da man som nyudnævnt befinder sig i en midlertidig tilstand af inkompetence.Hvordan man kan navigere i dette minefelt, giver Lars Bo Hansen en lang række bud på i denne nye og opdaterede udgave af hans bog, som henvender sig til den nyudnævnte leder på alle niveauer af en organisation.Bogen præsenterer de udfordringer, den nye leder står over for. Den giver specifikke anbefalinger baseret på interview med fremtrædende skandinaviske ledere, blandt andre Mats Jansson, Jacob Axel Nielsen, Harald Børsting, Fritz Schur og Jan Stig Andersen.Nogle af de indledende råd lyder: Sæt holdet, læg strategien, skab tidligere sejre og afstem forventninger. Hvert råd gennemgåes og forklares, og der trækkes på en eller to cases undervejs – og der henvises løbende til andre lederes erfaringer. Desuden finder man gode råd til, hvad man ikke må bruge de første 100 dage på: endeløse to-do lister, skynde sig at beslutte for meget, se stresset og presset ud eller tale om den virksomhed, man kommer fra.
Professor Steen Hildebrandt anmeldte bogen for Børsen, da den udkom første gang: "Det er en fin, overskuelig og kompetent bog, der indeholder masser af praktiske råd, som jeg i høj grad vil anbefale den nye leder at tage med sig ind i det nye job."
Professor Steen Hildebrandt anmeldte bogen for Børsen, da den udkom første gang: "Det er en fin, overskuelig og kompetent bog, der indeholder masser af praktiske råd, som jeg i høj grad vil anbefale den nye leder at tage med sig ind i det nye job."
De vigtigste bøger om ledelse
Built to Last: Successful Habits of Visionary Companies
Jim Collins og Jerry I. Porras
I bad med Picasso
Christian Stadil og Lene Tanggaard
Shoe Dog: En selvbiografi om manden bag Nike
Phil Knight
Lær! Effektiv talentudvikling og innovation
Lene Tanggaard
Tænk som en vinder og Træn som en vinder
Eskild Ebbesen
Kvinder & magt – et manifest
Mary Beard
Ved du, hvem du er?
Arne Nielsson, Anne Hermansen, Hanne Houbak
Start med hvorfor
Simon Sinek
Mesterlære - En livsfortælling
Peter Bastian
Det hele handler ikke om dig
Niels Overgaard
The Hard Things About Hard Things
Ben Horowitz
De første 100 dage
Lars Bo Hansen