Familien, der deler alt – Om en åben kultur

Uden Different ingen Joe & The Juice. I hvert fald ikke som vi kender den kæde, som Kaspar Basse stiftede i København i 2002, og som i dag har status som verdensomspændende med butikker i Europa, USA, Asien og Oceanien.

Udviklingen af Joe & The Juice bygger på Different, som er den model, Kaspar Basse selv har udtænkt og navngivet. Modellen har sigte på, hvordan din oprindelige, originale forretningsidé kan klare sig igennem en vækstrejse. Basse henviser løbende til modellen i sin Mesterlære, og i kapitel 5 går han i dybden med det tredje niveau i Different, den del, han kalder Synthesizer, og som han ligeledes selv har skabt.

Different

For Kaspar Basse, der efter en lang årrække som CEO nu har solgt virksomheden, er Synthesizer et ledelsesværktøj, der skal cementere den virksomhedskultur, man har skabt. I Joe & The Juices tilfælde handler det blandt andet om, at medarbejderne er drevet af tænding, i modsætning til ligegyldighed, og om, at den samlede organisation hele tiden holder sig nysgerrig. I sidste ende taler Synthesizer-modellen op til en nøgleformulering i Basses ledelsesstrategi: Det handler om at garantere indsatsen – ikke om at kontrollere resultatet.

Synthesizer er delt op i fire dele:

- Det sociale
- Personlig udvikling
- Forhold til nærmeste chef
- Formål

Hvert nedslag indeholder et udviklingsforløb, og Personlig udvikling er for eksempel en række eksamener, der er inspireret af karateverdenens dan-system – en disciplin, Basse selv var en af landets bedste til, inden Joe & The Juice tog mere og mere af hans tid.

Referencen til en synthesizer består i øvrigt i, at man kan skrue op og ned på de enkelte knapper, alt efter hvilken virksomhed man er, og hvor man er i sin udvikling med selvsamme virksomhed. Akkurat som når DJ’en drejer på synthesizerens knapper, når han eller hun sætter fest til musikken.

Synthesizer