David Dencik

”Det er ikke i det enkelte menneske, at man kan finde svaret på noget som helst, det er i samspillet mellem mennesker. Det er Bubers kongstanke. Det er i det mellemmenneskelige, at en ægte samtale kan opstå, og det har formet hele min tilgang til skuespillet. Det er derfor, at jeg ikke øver mig unødigt meget på mine replikker; jeg forsøger at opleve en scene frem for at reproducere noget, jeg øvede i går. Det kræver en vis portion erfaring, mod og selvtillid at komme ind og opleve en scene uden at vide præcist, hvad der står i manuskriptet, og jeg skal selvfølgelig kende vendepunkterne og vide, nogenlunde hvordan løjpen ser ud, om jeg skal kysse eller slå en midt i det hele, men er jeg åben og lyttende, giver det et nærvær, som er meget velgørende for scenen. For mig er det først her, at jeg er i stand til at lave decideret rollearbejde, det kan jeg ikke gøre alene derhjemme over for en pizzabakke. Jeg blev præsenteret for Bubers bog på et aftenkursus, jeg tog, inden jeg kom ind på Teaterhögskolan i Stockholm, men det var først langt senere, da jeg selv skulle undervise i skuespil på Konstnärliga Fakulteten på Göteborgs Universitet, at jeg blev klar over, at metoden er væsentlig for mig. Skuespilfaget er ikke så læsende et fag, hvad angår fagbøger, det er ikke som at bygge en Øresundsbro eller bage en porretærte, der er ikke nogen opskrift, der virker for alle. Det er et meget erfaringsbaseret fag, men lige netop Bubers tilgang virker for mig.”

"Min far og hans kæreste siger tit: Du kan være så charmerende, David, skal du ikke spille nogle mere charmerende roller? Det er, som om de rangordner skuespil således, at det fineste er at spille førsteelskeren, der kan danse, og som er lidt kæk, og det værste er en rolle som Doktor Helmer i ’Riget’. Den bliver spillet af Ernst-Hugo Järegård, der på et tidspunkt blev træt af at realisere sig selv som skuespiller, mæt af at gå på scenen for at blive klappet ad og elsket af publikum, og nåede frem til, at han fremover ville bruge sine roller til at fornedre sig, blotte sig og ikke fremstå unødigt poleret, men med fejl og mangler. Han var ikke bange for at være grim, frastødende eller patetisk, fremstå usoigneret og være ret uelskelig, hvis det gav mening for rollen. Det, synes jeg, er udtryk for et kolossalt mod, fordi det går mod konventionen om, hvad en skuespiller i manges øjne skal være. Man skal frasige sig sin private forfængelighed og gå hele vejen med et look og karakteristika, der støtter op om karakteren, og det gjorde jeg selv i Niels Arden Oplevs film ’Kapgang’, hvor jeg spiller en i øvrigt meget lille rolle som Pelli, en pædofil type, der både er tiltrukket af børn og bange for dem. Han bærer grimme briller, har grimt hår, en super fedtet skjorte, er helt vattet at se på, sådan en slap håndtryk-gut, og jeg fik sådan noget glycerin-shine, der skulle ligne koldsved, i hele ansigtet. Personligt går jeg selv ned og træner, jeg vil gerne se godt ud, men jeg er heller ikke bleg for at svine mig til, når rollen kræver det. Jeg prøver ikke at forsvare et personligt udtryk, for det står i vejen for at spille en scene ud fra en ærlig præmis."

”Nok handler filmen om et af de mørkeste kapitler i menneskehedens historie, folkemordet i Indonesien, hvor næsten en million mennesker døde. Men for mig handler den mest om kunstens kraft. I begyndelsen af filmen fortæller morderne malerisk, hvordan de skar halsen over på den ene efter den anden, holdt fest og dansede på graven. Som filmen skrider frem, bliver de bedt om at reenacte de her henrettelser, helt konkret vise, hvordan de slog folk ihjel, og gennem skuespillet forstår de langsomt, men sikkert, hvad de har gjort ved andre mennesker. De mærker empati, når de skal spille det. Hovedpersonen Anwar mærker erindringen nærmest skrige ham ind i hovedet, og til sidst står han meget dyrisk og bøvser i en halv time og forsøger at kaste op, fordi han kropsligt reagerer på det, han har erkendt. Det beviser for mig, at skuespillet har noget at komme med. Det at bruge sit liv på historiefortælling kan indimellem bære på en storhed, som kan forandre menneskers liv. Den film er også et boost, når jeg selv tvivler, der kan bekræfte mit eget karrierevalg.”

”Lars Norén var en super interessant svensk dramatiker, fordi han skrev karakterer, der har alle den slags begrænsninger, jeg også selv har. Han skriver med en ærlighed, der næsten er besværlig, der er ikke noget, der ikke må komme med. Det samme gælder hans dagbøger. Her prøver han ikke at positionere sig, han prøver ikke at gøre sig bedre, end han er, der står næsten intet flatterende om ham selv. I første bind skriver han, hvordan han føler sig patetisk, da han i en alder af 65 bliver forelsket i en skuespillerinde på 25. Det får ham til at føle sig ulækker og klam, og så får han et behov for at fortælle det til den unge kvinde, og så hader han bare sig selv endnu mere, for nu skal hun også forholde sig til, at han har de følelser. Det er spændende – ikke at udlevere sig selv – men at have en ærlig tone i sit arbejde, stå ved sine fejl og mangler, ikke prøve at komme med en redigeret udgave af, hvem man er. Det er, når man blotlægger noget for andre og står ved sig selv, i stedet for at komme med en redigeret version, at ens fortælling bliver relevant. Opgaven som skuespiller er jo at spejle andre mennesker, så de kan se sig selv i mit arbejde. Med alle deres sider. I ’Diorama’, hvor jeg spiller en far, der er ved at blive skilt, var der flere, der sagde til mig, at de virkelig kunne relatere til den vrede og bitterhed, som kan afløse en stor forelskelse, som jeg spillede i filmen. Personligt synes jeg, at forældreskabet har været en rollercoaster, hvor jeg har set sider af mig selv, jeg ikke bryder mig om, og der kan jeg ikke forstå, at man kun skal fortælle det gode. Selvfølgelig elsker jeg mine børn, it goes without saying, men er man ærlig, kan man skabe en relevant samtale mellem mennesker. Hvis man siger noget, der er sandt, kan den anden reagere på det, og man kan få noget ud af samtalen, man kan tage med sig videre. Alt andet er tidsspilde. Lars Norén er så ærlig, at det er uafrysteligt. Man kan dømme ham, men ikke affeje ham.”

"Har du ikke stiftet bekendtskab med den sydafrikanske og nobelprisvindende forfatter John Maxwell Coetzee, synes David Dencik at ’Vanære’ er et godt sted at starte. Den greb ham virkelig. Den handler om en universitetsprofessor, der bliver fyret og smidt ud hjemmefra på grund af en affære med en ung studerende. Han flytter ud på landet hos sin lesbiske datter, som han ikke har noget tæt forhold til, og hvis tankegang er meget forskellig fra hans. Alligevel nyder de hinandens selskab – indtil en brutal oplevelse vender op og ned på alting. En bog, der ifølge Dencik rummer meget visdom og tilbagelænet, intellektuel styrke."

"Stykket er skrevet i 1940 af Eugene O’Neill, men måtte først opføres efter hans død. I 1956 havde det urpremiere på Dramaten, en scene, der har en særlig betydning for David Dencik, da det er her, han har haft de fleste af sine teaterroller som skuespiller. Ifølge Dencik er der tale om et meget ærligt og selvudleverende skuespil om O’Neil, hans mor, far, bror i et hjem præget af misbrug og had. Skuespillet har noget af den ærlighed, Dencik også værdsætter hos Lars Norén."

Flere gange har David Dencik portrætteret virkelige personer på film og tv. Blandt andre John Ausonius, kaldet Lasermannen, der i vinteren 1991-92 i Stockholm skød 11 personer med lasersigte. At læse historiske bøger, synes han, åbner op for en detaljerigdom, som et manuskript ikke altid har. I bogen om Lasermannen kunne Dencik blandt andet læse, at hans karakter fik foretaget en psykiatrisk undersøgelse, hvor lægen havde noteret sig, at han var velformuleret, velklædt – og duftede godt. Duften, syntes han, var en skæg detalje, om end svær at spille, men det gav en bedre forståelse af attentatmanden som type, som han kunne bruge i sit spil.

Bogen, der blev forfatterens internationale gennembrud, og som året efter udgivelsen vandt Nordisk Råds Litteraturpris, handler om et fuldstændigt ubegribeligt dobbeltdrab begået i de svenske fjelde, som David Dencik har beskæftiget sig en del med, fordi han har portrætteret Thomas Quick, manden, der indrømmede mordet uden at have begået det, og som siden blev frikendt. Dencik holder også meget af miljøbeskrivelserne af skoven, hvor der er langt mellem huse og kort mellem bjørne og ulve, og bogen er, synes han, underfortalt på en dragende måde, hvor man selv skal lægge to og to sammen.

Året før sit selvmord skrev den jødiske forfatter Stefan Zweig sine erindringer – alene ud fra sin hukommelse. Ifølge Dencik er bogen, der betragtes som et hovedværk i europæisk litteratur, gevaldigt godt skrevet og minder om et langt afskedsbrev. Men i en lunefuld tone – han skriver, hvor glad han har været for livet. Dencik kan især godt lide Zweigs, synes han, sympatiske måde at sætte pris på den kreative proces. Snarere end resultater er Zweig optaget af skitser, af at følge arkitekter og forfatteres udvikling fra første til andet, tredje og fjerde forsøg – som en hyldest til det skabende menneske.