Adam Price

”Grunden til, at mange historier ikke griber publikum stærkt nok, er, at modstanden over for hovedpersonens projekt ikke er stærk nok. Når man kigger på sin historie, tænker man måske: Den har alt, en god start, en god midte og en god slutning, hvorfor virker den så ikke? Og pludselig indser man, at for helvede … Jeg har ikke gjort det svært nok for min hovedperson! Han eller hun har ikke nok modgang, og a walk in the park griber os bare ikke. McKee har lært mig at give mine karakterer rigtigt meget modstand. Derfor forsøger jeg generelt at gøre det så svært som muligt for Birgitte Nyborg, spillet af Sidse Babett Knudsen, i ’Borgen.’ I den seneste sæson, har hun satset så meget på at bevare sin position, at hun er blevet det fuldkomne politiske dyr. Hun har nærmest intet af det tilbage, som typisk hører med til et harmonisk voksenliv. Hun har begrænset kontakt med sine børn, kommer for sent og går for tidligt til sønnens fødselsdag, har ingen kæreste, spiser uregelmæssigt hvis overhovedet, sover dårligt … Hun ender med at ydmyge sin egen søn på direkte tv, fordi han potentielt truer hendes politiske projekt. Hendes moralske kompas fungerer ikke længere, og på et ideologisk plan er hun længere væk fra sig selv, end hun nogensinde har været. Dertil kommer, at hun er ved at blive væltet som minister og formand – det er nærmest et totalt tab af alt det, der er hendes identitet. Jeg prøver altid at huske mig selv på at gøre det svært for min hovedperson. Alligevel oplever jeg nogle gange, at vi er sgu nødt til at gøre det endnu sværere, sætte tingene endnu mere på spidsen. Man kan simpelthen mærke, at historien bliver bedre af det. For hvad vil du helst? Se en person gå op ad en stejl bakke eller se en person bestige et livsfarligt bjerg? For at tage modgangen til nye højder hyrer Birgitte Nyborg i den nye sæson antagonisten fra alle de tidligere sæsoner, nemlig Michael Laugesen, spillet af Peter Mygind, en næsten diabolsk karakter, et menneske fuldstændig uden moral, han er alene magt, og han hylder intet andet, end at den stærkeste i skolegården bestemmer, og det går jo imod de principper, Nyborg har hyldet hele sit liv, men hun er nu kommet derud – eller jeg har skubbet hende derud – hvor hun simpelthen hyrer sin arvefjende til at hjælpe sig. I sidste afsnit giver han hende et faustisk valg. Hendes ældste ven Bent Sejerø siger fra talerstolen: Jeg tror ikke længere på dig, Birgitte. Og så siger Laugesen til hende: Du er nødt til at gå ned og sige til forsamlingen, at din gamle ven er dement, simpelthen afskrive ham, begå et regulært karaktermord. Der kan det ikke blive meget værre for Birgitte Nyborg, hun står over for et ultimativt valg om, hvem hun er. Og der er dér, McKee holder mig til ilden. Det er hans skyld, at hun har det så hårdt. Som fagperson finder man typisk sin guru, den person, der taler mest direkte og stærkt til en, og for mig er McKee manusguruen par excellence. ’Story’ er den bog, jeg selv har anvendt allermest. Jeg har været på et af hans seminarer for mange år siden, og jeg har også ’Story’ på lydbog og hører den som regel en gang hver halvandet år. Det er som at høre en gammel ven tale. Eller rettere din Sensei, der minder dig om håndværket, og siger: Husk det nu: helt ned i knæerne hver gang, op på tåspidserne, nu skal du krafteddermame tage dig sammen!”

”En forfatters vigtigste egenskab er fortælleglæde og nysgerrighed, og det sprudler Borges af. I en alder af cirka 50 år er han ude for det, der må være enhver forfatters største frygt: Pludselig begynder hans syn at forringes, og han ender med at være fuldstændig blind. Han er dog i besiddelse af en egenskab, der kommer til at redde ham. Han er i stand til at memorere utrolige mængder af litteratur – ikke mindst poesi. Bogen her er transskriberingen af syv foredrag, han holdt – som blind – hen over syv aftenener i Buenos Aires i 1977. Alle emmer af en fortælleglæde, der er meget smittende. Borges har en sådan leg med sproget og en sådan detaljerigdom, et konstant udfordrende tankesæt, som for mig er en evig inspiration. På den måde er Borges en forfatter, der minder mig om verdens rigdom af fortællinger. En idé kan opstå af en lille bitte detalje, man måske ikke tillægger stor betydning, men som er kommet ind i ens system, fordi man generelt opsøger fortællinger. Eller det kan være en tilstand, du er i, som måske er en sorg for dig. En af fortællingerne er netop om hans handicap – at være blind – som mange i hans situation måske ville have syntes var for smertefuldt at tale om. Et andet af hans syv foredrag handler om mareridt, et tredje er en hyldest til hans litterære yndlingsværk Dantes ’Den guddommelige komedie’, et om poesi, og alle teksterne taler rent og lige ind i hjertet på læseren. Borges giver mig mere end noget andet lyst til at blive klogere, lyst til at læse, lyst til at vide mere. Nysgerrigheden er en anden muskel, man skal huske at holde ved lige. ’Herrens veje’ (DR, 2017-2018, red.) var en serie, jeg skrev i nysgerrighed på at forstå religion. Et emne af uendelig dybde og kompleksitet. Man er simpelthen nødt til at være nysgerrig på verden, nysgerrig på menneskers handlinger og nysgerrig på motivationen bag dem, og den muskel træner jeg ved at lytte til musik, læse dramatik, se film, gå i teatret osv. Jeg er helt klart en forfatter, der bliver meget inspireret af andres dygtighed.”

”Jeg er jo barn af teatret, jeg er barn af to skuespillere. Den ultimative grund til, at jeg blev forfatter, er, at der er en arv i min familie, som handler om at fortælle historier. Den arv går igennem teatret. Og uanset om man kan lide at gå i teatret eller ej, betragter vi jo Shakespeare som den største dramatiker, der har været i verden. Hans fortællinger er blevet moderne mytologi, de er så arketypiske, at vi taler om Hamlet- eller King Lear-fortællinger. Det, der i øjeblikket bliver betragtet som verdens største tv-serie, nemlig ’Succession’ – kunne den være skrevet uden Shakespeare? Jeg vil sige nej. Seriens skabere må have søgt til kilden for at finde essensen af den mytologiske fortælling om magt, hævn og desperation. Jeg synes, at man i den grad kan fornemme flere af Shakespeares store værker tale igennem de fortællinger. For mig er denne samling af Shakespeares værker et perfekt opslagsværk over grundfølelserne i enhver historie. Man lærer at forstå genialiteten ved opbygningen af flere af Shakespeares legendariske karakterer. Hvorfor er Macbeth en rørende karakter, uanset at han er en bestialsk, hævngerrig massemorder? Fordi Shakespeare udstyrer ham med en samvittighed, så vi pludselig får en fortrolighed med karakteren og drives til en forståelse af hans trængsler og selvransagelse. I ’Herrens veje’ har hovedkarakteren, præsten Johannes Krog, samtaler med Gud både i form af bøn og prædikener, hvor vi får en anden forståelse, måske ligefrem en medfølelse med ham – uanset at han som karakter har vældig meget imod sig: Han er en alkoholiseret, utro, bipolar og straffende faderskikkelse.”

Som ung var Adam Price en kolossal fan af Hemmingway og har læst ”alt”, hvad han har skrevet. Selv om Hemingway i begyndelsen havde et princip om ikke at tale om, hvordan han skriver, kunne han til sidst ikke lade være: I brudstykker, i breve, i interview, i romaner og noveller delte Hemingway i lunser sine overbevisninger på området, og det har Adam Price haft glæde af. I denne bog reflekterer Hemingway over det at skrive, herunder også om arbejdsvaner og selvdisciplin. Som der står i forordet: ”For en spirende forfatter eller skribent på jagt efter praktiske råd til den krævende opgave, det er at sætte ord sammen, vil disse sider være en guldgrube af observationer, forslag og tips om håndværket.”

Når Adam Price læser Kierkegaard, slår det ham, hvordan den danske teolog og filosof har en, selv for nutiden, meget moderne måde at henvende sig direkte til læseren på. Selv om filosoffen godt kan være forfalden til pointer i 25 ledsætninger, står det, han siger, ifølge Price stadig ”ætsende klart.” Og den klarhed inspirerer Adam Price. Ifølge ham beskriver ’Enten – Eller’ essensen af det at være menneske.

Screenplay: The Foundations of Screenwriting - A Step-by-Step Guide from Concept to finished Script

I forhold til McKee er Syd Field og Blake Snyder to lidt mere moderne teoretikere, når det kommer til manuskriptskrivning, men, som Adam Price påpeger, er det, hvis man gerne vil blive dygtig til at fortælle, rigtigt godt at læse forskellige dygtige folks måder at gøre det på. Der er her tale om to vigtige fagbøger fra to mestre, siger Adam Price. Filmproducere i Hollywood ynder at måle et manuskripts potentiale gennem Syd Fields idéer om struktur, mens Blake Snyders bog er en hastig, sjov og angiveligt fuldkommen guide til det perfekte manuskript.

Skal Adam Price vælge én roman, han vil fremhæve frem for alle andre, hvilket ikke er nemt for en, der elsker bøger så meget som ham, bliver det Tom Kristensens moderne sammenbrudsfortælling, som han læste første gang som teenager, og som han genbesøger mindst en gang pr. årti. Det er fortællingen om litteraturkritikeren Ole Jastrau, der stille, men sikkert øver hærværk på sit eget liv og drikker sig fra kone, barn, job, alt. Et med Prices ord ”fabelagtigt, vibrerende, nærværende og betydningsfuldt værk skrevet på højdepunktet af Tom Kristensens fortælleevner,” som, han mener, hører med til klassisk fortæller-dannelse.