Lennart Lajboschitz

”De fleste firmaer ved godt, hvad de laver og hvordan. Men hvorfor de laver det, altså hvad formålet er, ved de ikke altid. Spørg dig selv, hvad formålet med det hele er. Det opfordrer bogen til, og det har hjulpet mig rigtigt meget til at få retning på mit arbejde. Når du har dit why, har du dit kompas. Og det why, siger Simon Sinek, skal defineres indefra og ud. Formålet med alt, hvad jeg foretager mig i mit arbejdsliv, er at være en katalysator for at skabe sociale relationer mellem mennesker gennem handlinger. Og det why har jeg fundet i mit privatliv. Ens why er nødt til at være defineret ud fra ens egne værdier, siger Sinek, ellers kan man ikke arbejde med det i længden, og når jeg kigger på mit liv, og hvad der betyder noget for mig, er det min kone, mine børn og mine nære relationer til andre mennesker, der er min stærkeste værdi. Det samme formoder jeg gælder for mange andre mennesker, og derfor synes jeg, at der er en mening med min tilværelse, hvis jeg kan være en katalysator for at bringe mennesker sammen. Fordelen ved at have en mission, der er meget tydelig, er, at man kan fritstille medarbejderne og decentralisere intelligensen. Det er Absalon (folkehus på Vesterbro åbnet af Lajboschitz og familie i 2015, red.) et godt eksempel på. Fordi medarbejderne ved og forstår, hvad det hele handler om, kan de i høj grad selv bestemme, hvad de vil. Om de vil lave keramik, opera eller foredrag – vi har cirka 100 aktiviteter om ugen – det styrer de selv, og det kan de, fordi ankeret er så fast. Vi behøver ikke at diskutere missionen, den er på plads. Men det er et arbejde at nå dertil. I starten var Absalon meget topstyret, så vi kunne skabe et stærkt udgangspunkt med en klar mission. Og det er et kontinuerligt arbejde at indprente vores why i hvert eneste led. Vi skal både fortælle det, vise det, skabe en kultur for det, og så skal vi korrigere, hvis folk gør noget, der går imod vores formål med det hele. Derfor ved en ansat i Absalon, at han eller hun ikke er ansat til at lave kaffe, men til at se folk i øjnene, og ved siden af har til opgave eksempelvis at lave kaffe. Vi forventer noget personligt, når vi ansætter, for det kræver vores mission. Missionen skal aldrig forandre sig, men udtrykket skal forandre sig hele tiden.”

”Ifølge Buber kan man se et træ på mange forskellige måder. Man kan definere det ud fra dets farver og form, ud fra ens forståelse af, at træet vokser og har en historie, eller man kan betragte det ud fra sig selv. Hvad er relationen mellem mig og træet? Her bedømmer man ikke træet eller sætter det i kontekst af noget. Man forholder sig direkte til det. Og når man gør det, er man i højere grad i nuet, og relationen bliver mere personlig. Og det er det, Buber har lært mig: at være mere personlig. At tænke min forretning meget mere i en jeg-du-form, fordi den direkte form er mere ren, og det gør det mere menneskeligt. Så bliver træet, eller den person, man står over for, til i sin egen ret. Der er ikke noget, der er objektivt rigtigt. Hvordan træet er, er en subjektiv oplevelse, og det synes jeg er interessant. Jeg bruger min person til at tænke på den, der kommer i Absalon, i du-form, og det skaber mere nærvær. I Absalon er der blomster på bordene, levende lys, der bliver spillet musik, og der er farver på væggene. Jeg tænker ikke på den funktionelle del af alt det, men på hvordan det opleves. Vi skal ikke tænke gæsten i tredjeperson, vi skal gøre det mere nært. Når jeg ser vores gæster som individer, der har forskellige baggrunde og forskellige historier, ser jeg personlighed frem for mennesker, der er ens.”

”Disney har udviklet en metode til at gennemtænke og forfine idéer, som jeg virkelig har taget til mig. Når Disney vil lave en ny film, tager de ideen gennem tre rum, hvorefter de laver en konklusion. I det første rum, dreamer’s room, kan alle idéer på et abstrakt niveau komme i tale, og det er forbudt at tale en idé ned. I rum 2, the realist room, taler man om, hvordan man kan virkeliggøre det, man har fundet ud af i rum 1. Først i tredje rum, the critic room, er det tilladt at tale om svagheder ved idéen. Er argumenterne mod ideen så stærke, at man skal gøre det på en anden måde, kan man gå tilbage til rum 2 og finde et andet udtryk. Til sidst laver man en konklusion og en handlingsplan. Det, der især giver mening for mig ved den model, er, at man ikke gør to ting på samme tid. Det er enormt almindeligt, at man sidder og får idéer, samtidig med at man skyder idéerne ned. Inden man når særligt langt med den løse idé, har man allerede skudt den ned, fordi man for tidligt kigger på alt det, der kan gå galt. Og det er rigtigt skidt. En dag kom jeg og sagde i Tiger, at nu skal vi lave et pladeselskab, og så sagde en medarbejder: Det kan du godt glemme alt om, vi har slet ikke ressourcer til det. Hvortil jeg svarede, det er jeg ligeglad med, vi gør det alligevel. Han havde nejhatten på for tidligt i processen, men da vi så satte os ned, fandt vi ressourcerene til at lave det, og så gjorde vi det. Fordi jeg ikke tillod kritik i den første fase, kunne idéen udvikle sig til noget, der kunne lade sig gøre. Nogle gange må man give sig selv lov til at sige, at der er grønt lys hele vejen. Så kan vi tage os af de røde og de gule lys bagefter, men lige nu er det bare fuld power. Med hensyn til pladeselskabet gik vi bare i gang, og senere ansatte vi en person – dér, hvor vi manglede ressourcer – og på den måde fik vi noget til at ske.”

”Til sidst i filmen siger skuespiller Jarl Kulle, at hvis du kigger ud ad vinduet, er der en stor verden. I den store verden foregår der rigtigt mange ting: Der er folk, der er fattige, folk, der har det svært, folk, der er syge, der er krige, og det er rigtigt svært for mig som et enkelt individ at gøre noget ved det – i den store verden. Men i den lille verden, hvor du og jeg er, har jeg mulighed for at kæmpe for det, jeg tror på. Og hvis jeg ikke kæmper for det, jeg tror på, ved jeg, hvorfor verden ser ud, som den gør. Det, han siger her, handler om at gøre op med ligegyldighed. Og jeg er stor modstander af ligegyldighed. Der, hvor jeg kan mærke, at jeg er god, er, når alle cellerne i kroppen, går i én retning, der hedder: Jeg vil noget med det her. Når du vil noget, og du kæmper for det, du tror på, giver det en stor glæde og mening. Det kan være uoverskueligt, når man ser alt det, der foregår derude, men man kan gøre en forskel i det nære. Eller i hvert fald bestræbe sig på det. Ud fra hvad man selv tror på. Jeg tror på værdien af nære relationer, og mit liv går ud på at være katalysator for netop det.”

En bog, Lennart Lajboschitz har læst ”cirka 800 gange”, er denne lille sag med børnehistorier for voksne. Den periode, hvor han læste den mest, var han 15 til 18, kunne den næsten udenad, men han er også vendt tilbage til den som voksen. Den er dejligt absurd, synes han, og besidder en humor, der udfordrer vores normalitet. En af de syv noveller handler om en opfinder, der opfinder ting, der er opfundet i forvejen, og så kan han ikke forstå, at folk ikke er interesseret i hans opfindelser.

Lennart Lajboschitz synes, at denne lille bog er virkelig god. Der er tale om en opfordring til unge mennesker, der gerne vil noget, om at gøre det, siger han, og dens pointe kan ses i forlængelse af det, Blachman har prædiket som dommer i X Faktor gennem mere end et årti. Han siger til ungdommen: Rejs jer!

Tre år efter at Lennart Lajboschitz og hans familie åbnede Folkehuset Absalon i en lukket kirke, skrev de i samarbejde med psykolog Mette Thingstrup og journalist Lene Grønborg Poulsen denne bog, fordi de drømte om at starte en bevægelse eller en social revolution, der kunne inspirere andre til lignende initiativer.