Eske Willerslev

”Det er en fantastisk bog, der kan give dig skubbet til at gøre det, du drømmer om. Det gjorde den for mig. Helge Ingstad, der har skrevet den, er uddannet advokat, men smider alt hvad han har i hænderne og tager op til det nordlige Canada i 1920’erne og udlever drømmen om at være pelsjæger. Han skriver, at han føler sig som verdens rigeste mand, selv om han kun har fem hunde og et gevær, for uanset hvilken retning han kigger i, er der de næste 500 kilometer ikke andre end ham. Så det er hans skov. Men udover den enorme tilfredsstillelse og det eventyr, han fik, handler bogen også om den usikkerhed og de bekymringer, forfatteren selv har ved at opgive noget, han kender, for at kaste sig ud i det uvisse. Det gør, at du føler, at det ikke bare er dig, der er en pivskid. Det var han også. Jeg var 13, da jeg læste den, og 22 år, da jeg tog til det nordøstlige Sibirien, det koldeste sted på jorden, hvor mennesker lever naturligt, for at blive pelsjæger. Og det er jo meget, man sætter på spil. Først og fremmest dit eget liv. Det er et farligt arbejde. Jeg fór vild og var ved at fryse ihjel, og en af mine pelsjægerkolleger røg igennem isen, så vi måtte trække ham op på en slæde og skære tøjet af ham. Samtidig skal du opgive alt, hvad du kalder magelighed: En god seng, et supermarked, hvor du kan købe mad, tv, osv. Jeg havde også en kæreste, jeg tog væk fra, og hun nåede så at finde en anden i mellemtiden, så der betalte jeg også en pris. Og så giver du afkald på forudsigeligheden, som vores liv jo på godt og ondt bærer præg af, for at gå ind i noget, som ingen magelighed har, men en stor risiko, og som er ekstremt uforudsigeligt. Men! Gevinsten ved at finde det mod frem er, at du får udlevet det, du drømmer om. Selv hvis det, du oplever, ikke var som drømmen. Min drøm var alt for romantiseret i forhold til virkeligheden, men det ændrer ikke ved, at jeg har gjort det – i stedet for at gå rundt nu som 51-årig og ikke have turdet at følge min drøm. Og det betyder, at jeg kan komme videre til næste drøm. Jeg troede derudover ikke, at det halve år ville have en praktisk gevinst for mit liv, men det har det fandeme haft på flere planer. Som forsker har jeg arbejdet meget med oprindelige folk efterfølgende, hvor jeg har haft en kæmpe fordel, fordi jeg ved, hvordan de tænker. Jeg har selv været der. Og i forhold til mig selv har det betydet, at jeg har kendt mine egne grænser på en helt anden måde end mine medstuderende. Når de sad og beklagede sig over, at gud hvor er det hårdt, vi skal arbejde hele natten med en opgave, så vidste jeg, at jeg kunne gå 50 procent længere, hvis det var nødvendigt. Når du først har været der, hvor du er presset på din overlevelse, hvis ikke du fortsætter, så lærer du, at når du er dødtræt og ikke kan mere, så har du stadig 50 procent tilbage. Det er en viden, der har været ekstremt værdifuld for mig lige siden.”

”TV Shop har lært mig, at ved at beskæftige mig med ting, som jeg synes er ufatteligt kedelige, sker der noget i min hjerne. Jeg får simpelthen idéer. En af de reklamer, jeg holdt af, var den der alcaphone, som var sådan en holder, så man kunne have sin mobiltelefon siddende som en politimand i civil eller en gangster i 30’erne: i et bælte under den ene armhule. Når jeg lå på sofaen og så det her fuldstændigt åndssvage, ligegyldige og tåbelige tv, skete der det, at min hjerne begyndte at drifte. Mine tanker begyndte at stikke af, at drømme simpelthen, og de ord, jeg hørte i TV Shop, gik ind og guidede mine tanker, som så blev til idéer. Den der alcaphone-reklame var helt klart med til at aktivere mine tanker, da vi skulle lave nogle af de første native american studies om de oprindelige folk i Amerika, fordi jeg begyndte at associere. Når jeg så alcaphone, tænkte jeg USA, Chicago, skydere, cowboydere, western og indianere, og så er vi der næsten. Som erstatning, efter TV Shop er stoppet, har jeg brugt sindssygt kedelige videnskabelige foredrag, hvor det er for pinligt at rejse sig og gå, på samme måde. Jeg går typisk efter foredrag inden for emner, jeg ikke forstår – det kan være fysik, statistik eller matematik, som jo er sindssygt tørt og bare røvsygt at høre et foredrag om, hvis du grundlæggende ikke forstår det. Og det er virkelig lidelsesfuldt til at starte med, det er ligesom med TV Shop, du har lyst til at slukke for lortet! Men det skal man ikke, man skal blive i det, for så sker der noget.”

”Da jeg tog en MBA på Cambridge Business School, var den her bog en del af pensum, og pludselig gik det op for mig, at der faktisk er værktøjer fra businessverdenen, som er ekstremt anvendelige i forskningsverdenen. Forskning i dag handler om, at du skal have en idé, du skal ud at rejse penge til din idé, og så skal du eksekvere den. Forskellen er bare, at i stedet for at sælge et produkt til andre mennesker, skal du som forsker sælge dine resultater til videnskabelige tidsskrifter. Det, bogen helt konkret har lært mig, er betydningen af at genopfinde sig selv. Det handler om det, man kalder red og blue ocean. Hvis den idé, du har, befinder sig i red ocean, betyder det, at der er for mange, der gør det samme som dig, at konkurrencen er hård. Det er rigtigt, rigtigt svært at være førende i sådan et marked, hvor det er marginaler, der adskiller dig fra de andre. Det kan godt være, at du fik idéen først, men det er ikke afgørende. Selv hvis nogen kopierer din idé, kan de andre være bedre, hurtigere, stærkere og have flere ressourcer end dig, og du vil blive udkonkurreret. Inden for min branche har du typisk fem år, hvor du kan have dit space alene. Hvor du er den eneste eller en af få, der arbejder på samme originale idé. Det vil sige fem år, hvor du har en fordel, for det er kompliceret stof, som det tager lang tid for andre at stige om bord i. Den tid, hvor du har rummet stort set for dig selv, er et blue ocean, og det er det, vi stræber efter. Lige meget hvad du foretager dig i det rum, vil det give et kæmpe afkast, men så snart der kommer andre ind, vil de tage nogle af de lavthængende frugter inden for dit idéområde. Så bliver der færre lavthængende frugter til dig, og det bliver sværere og sværere at lave noget, der skiller sig ud. Så tager du bogen i hånden og analyserer din egen situation, og ved hjælp af en række værktøjer kan du konstatere, at du nu befinder dig i red ocean, og at det er tid til et blue ocean shift. Du skal finde noget nyt, du kan kaste dig ud i, hvor der ikke er andre endnu. Det var mindblowing for mig at læse bogen, for jeg havde aldrig tænkt på det på den måde. Jeg gik bare rundt og led uden at forstå hvorfor, og der var bogen en øjenåbner, der gjorde mig bevidst om, at jeg var blevet hængende for længe i red ocean, selv om markedet var lukket, og konkurrencen var for hård. Rent psykologisk har man en tendens til at blive hængende i red ocean, fordi det er ens comfort zone, og det er pisse hårdt, hvis man opdager, at man er i red ocean og skal videre, for så skal man bruge tid på at finde ud af, hvad man så skal, og hvad man kan. Bogen hjælper dig til at se, om du skal videre, og hvordan.”

”Det er en roman om en fabrikschef ved navn Alex Rogo, der ikke kan få sin virksomhed til at vokse. Han taler med sin gamle læremester, der går virksomheden igennem med henblik på at finde ud af, hvordan han kan vende udviklingen med utilfredse kunder, forsinkelser, for store lagre, stort underskud og dårlig ledelse. Det sidste kapitel giver den teoretiske forklaring på det, romanen handler om, nemlig vigtigheden af at alle medarbejdere i din organisation ved, hvorfor de er der. Hvad er det fælles mål? De skal forstå det overordnede endeprodukt. Hver enkelt medarbejder skal vide, hvordan det, de gør, bidrager til at nå det fælles mål. Det lyder banalt, men det er noget, jeg i min verden ofte ser ikke er tilfældet, og det er ødelæggende. Et eksempel på et sted, hvor det ikke fungerer, er her, hvor jeg sidder og taler lige nu, nemlig Københavns Universitet. Det er en kæmpe organisation, hvor dele af den har forskellige mål. Videnskabsfolk vil have optaget artikler i Nature eller Science, og administrationen har et andet mål, som jeg ikke kan redegøre for, og derfor er organisationen ikke alligned, og forskellige afdelinger kan ligefrem ende med at bekæmpe hinanden. I mit forskningscenter er øvelsen, og det har jeg lært af bogen, at se hele lortet som én stor supply chain: Vi får en idé, vi skal hente nogle prøver, de skal registreres, så skal der ekstraheres for dna, så skal der segmenteres, resultaterne skal analyseres, og man skal forsøge at få resultaterne i pressen. Bogen viser, hvordan man kan optimere sin supply chain, hvordan man kan identificere flaskehalse, for der vil altid være et sted, hvor tingene går i stå. De skal fjernes, så man får et ordentligt flow mod det fælles, overordnede mål. Hos os har alle forskellige jobs, men vi har alle det samme, fuldstændigt klare mål, som er at komme i Nature eller Science. Om man er laboratorietekniker eller sidder i administrationen ved alle, at det er det, vi står for, og så skal John, Bente og Dennis forstå, hvad deres respektive roller er i den supply chain. Mange steder, har jeg indtryk af, rykker folk papirer rundt uden at vide, hvad de skal bruges til længere fremme i systemet. Det eneste, de går op i, er, at nu skal vi rykke de papirer, men det er vigtigt, at de forstår, hvorfor de gør det. Sådan sidder jeg hele tiden og fintuner mit center, leder efter flaskehalse, så jeg kan fjerne dem, og holder medarbejderne fast på et fælles mål. Bogen er et ekstremt powerfuldt værktøj for enhver, som har ansvar for andre end bare sig selv.”

”En god strategi er fuldstændigt fundamentalt for din succes. Det er din strategi, der afgør, om du eller dine konkurrenter vinder. Før jeg læste den her bog, troede jeg, at ressourcer var everything, at dem, der havde flest penge, var dem, der vandt. Nu ved jeg, at det er dem med den bedste strategi, der vinder. Vi går alle sammen og laver strategier i hovedet, men der er grænser for, hvor mange parametre selv intelligente mennesker kan have i hovedet på en gang, og derfor bliver mange strategier ufuldstændige. Det er ikke sådan noget fluffy shit som i andre strategibøger, det er et ekstremt konkret og systematisk værktøj til at få alle vigtige elementer med: Konkurrenter, ressourcer, jura, hvordan tiltrækker og fastholder du medarbejdere, løn osv. Jeg har lige været det igennem, hvor jeg har brugt bogen fuldstændigt konkret: Hvor står vi, hvad er vores mål – at finde ud af, hvordan skaber vi sustainability i verden via metoden environmental dna – og hvordan kommer vi derhen? Og er jeg sikker på, at jeg har gennemtænkt alt? Det har været pissegodt!”

En sort/hvid westernfilm med Johnny Depp, som Eske Willerslev holder meget af, fordi den på ”en meget fed måde” arbejder med tilværelsen mellem livet og døden, siger han. Den handler om bogholderen William Blake, der drømmer om fast arbejde, men som ender på flugt efter at have dræbt en mand, og møder indianeren Nobody, der forbereder ham på en rejse ind i den spirituelle verden.

Når man som pelsjæger tager til Sibirien i et halvt år, hvor det er et spørgsmål om liv og død, tager man kun det absolut nødvendige med. Det indebærer i Eske Willerslevs tilfælde romanen ’Lykke-Per’ i to bind. Han holder meget af historien om den utilpassede præstesøn, der rejser væk og gør alt for at nå sin drøm, fordi det er en bog om at ville noget, være drevet af noget, slås for noget. Under sin ekspedition havde han dobbelt-use af bogen, som han siger. Hver dag læste han et par sider, hvorefter han rev dem ud og brugte som toiletpapir.

I en periode på fire år taler Leth med Willerslev om alt muligt! Gener, fortiden, menneskets historie, ånder, myter og magi, uden at videnskabsmanden påstår at have alle svarene. Samtalerne er blevet til syv fortællinger om magi og forskning.

En ifølge forlaget begejstret og opslugende fortælling om Willerslev jagt efter menneskets forhistorie.