Nikolaj Hübbe

”Jeg er jo en boomer! Lige pludselig er jeg blevet 55, og jeg leder altså mennesker, som er 20-25 år. Mens jeg bliver ældre, kommer der hele tiden nye unge til, og de ser verden anderledes, hvad angår seksualitet, køn, race, ditten, dutten, datten. Der står jeg som en midaldrende, hvid mand i en magtfuld stilling og skal finde ud af, hvordan jeg er leder for dem, hvordan jeg connecter med deres generation, hvordan jeg kan bygge bro i stedet for at skabe kløfter. Og her er det vigtigste, har jeg lært af denne bog, at lytte. At lytte til ungdommen og prøve at forstå, hvor de kommer fra. Hvad er der for meninger eller overbevisninger de har – og hvorfor? Man skal altså imødekomme hinanden, men også stille spørgsmål. Det nytter ikke at stå på hver sin flanke og råbe ad hinanden. Så bogen har nok hjulpet mig til at stå mindre stejlt på mit. Det nytter ikke, at jeg kun tror på mine egne idéer og holdninger, men jeg kan heller ikke smide alt over bord. Hvis vi skal arbejde sammen, er vi nødt til at finde et sted med samhørighed, hvor vi kan mødes. Det kan være, at vi skal sætte en gammel ballet op, der måske rummer nogle lidt bedagede holdninger til kvinder eller til sorte mennesker, hvor den unge generation opponerer og siger, at det vil de ikke danse. Hvordan fanden kommer vi så rundt om det? Der er stadig fantastiske trin – er der noget, vi kan lirke på? Så prøver vi at finde melodien sammen, at bevare noget gammelt og tilføje noget nyt. Men det lykkes ikke altid. For et år siden skulle vi lave ’Othello’, hvor der var en afrikansk krigerdans, som danserne syntes tangerede noget racistisk, og som de derfor opponerede imod. Den kan vi ikke stå inde for, sagde de, og så tog jeg den af plakaten.”

”Det er fascinerende, hvordan et modehus kan bygge oven på en tradition og samtidig forny sig kollektion for kollektion. Her var Karl Lagerfeld en mester. Når jeg bladrer igennem bogen, der er en gennemgang af samtlige hans kollektioner for Chanel, kan jeg se, hvordan han har taget nogle af de meget klassiske elementer fra Chanel og kørt dem igennem den lagerfeldske vridemaskine. Jeg synes, at det var et smart greb, også merkantilt, da han lige pludselig lavede en kollektion, som kunne købes i H&M. Med ét punkterede han folks fordomme om, hvem han var – han var jo kendt som den der franske haute couture-mand – som så pludselig nærmest solgte stangtøj, billigt. Det var et fantastisk stunt – og hans navn tog ikke skade af det. På samme måde er det som balletmester i så traditionsrig en institution som Det Kongelige Teater min opgave at varetage arven, men nyfortolke den og finde det, der gør den konkrete ballet relevant i dag. ’Sylfiden’ af Bournonville er en meget klassisk, meget romantisk ballet, der samtidig er meget eksistentialistisk. Den handler virkelig om at være eller ikke at være, jeg kalder den ballettens ’Hamlet’. Den handler om at drømme om noget og gribe ud efter det. At gå efter en livsdrøm og gå til grunde. Jeg ændrede næsten alt, da jeg opsatte den (2014-15, red.). Jeg lavede den i en version, som var fuldstændig rå og sort/hvid, alt romantisk var strippet: En Arne Jacobsen-version! Jeg ved ikke, om det lykkedes, men jeg syntes, at så må vi sgu se, hvor langt vi kan gå, hvor meget det værk kan tage. Lad os se, om vi ved at fjerne noget af det der lidt bedagede og overromantiske kan komme ind til kernen af det eksistentialistiske. Hvis man bliver ved at reproducere klassikerne uden at ændre en tøddel, vil man på et tidspunkt blive hægtet af den tid, man befinder sig i.”

”Du kan kun forføre, hvis du virkelig kender dine virkemidler. If you are really deep in your craft. Jeg anser ballet for at være et håndværk – selvfølgelig er vi passionerede og elsker at danse – men det er også et professionelt, håndværksmæssigt arbejde, som ikke er for amatører. Det er for nogle mennesker, der virkelig har gået til det. Når man kan sit håndværk, kan man forføre. Og det kan Babette. Hun har en enorm faglighed, hun har været den bedste kok i Paris, hun har lavet mad til konger, hertuger, haft de fineste feinschmecker-munde at mætte på sin restaurant, og så ender hun i Nordnorge (i filmen er handlingen henlagt til Vestjylland, red.), hvor de her indremissionske landsbyfolk ikke aner, hvad de har fået mellem hænderne. Hun laver et sanseorgie for øjet, den ene ret er smukkere end den anden, vinen beruser dem, også i overført betydning, og det hele smager fantastisk. Via sin kogekunst kan hun henføre folk, henrykke dem. Og det er fuldt analogt til mit arbejde: Kan man sit håndværk, kan man forføre sit publikum. Selv om gæsterne ved Babettes gæstebud har lovet sig selv, at de slet ikke vil kommentere maden, danser de til sidst rundt og holder om hinanden, og alt ender i kærlighed. Jeg vil lade andre vurdere, om det samme indimellem lykkes for mig, men det er i hvert fald min forhåbning.”

”Bogen har det der opgør: Jeg vil ikke gøre som den forrige, jeg vil ikke være, tænke eller have samme værdisyn, jeg vil have et nyt verdenssyn, jeg vil se verden gennem mine egne øjne, opleve selv og danne min egen verden ud fra mit eget blik. Det er er arketypisk træk i alle mennesker at gøre op med dem eller det, der kom før. Tag bare en af mine forgængere Flemming Flindt (balletmester 1966-78, red.), der var træt af ’Svanesøen’ og ’Sylfiden’ og hvidt tyl og strutskørter, som derfor gik en anden vej – tydeligst eksemplificeret i ’Dødens Triumf,’ der blev uropført af Den Kongelige Ballet, først som tv-udsendelse i 1971, siden som forestilling i 1972. Her klædte Flemming Flindt balletdanserne af, til de var nøgne på scenen, der var beatmusik og seksuel frigørelse. Flemming gjorde det, at han satte spotlight på det, der var lige nu og her. Af nogle blev det fantastisk modtaget, andre opponerede. Men sådan er det, når man som kunstner stikker næsen frem. Mit største brud – og der er sikkert en masse kritikere, der vil mene, at jeg har slagtet traditionen – har nok været at tage de her gamle Bournonville-balletter og forsøge at bringe dem ind i dette århundrede. Der er tale om gamle, romantiske genrebilleder fra midten af 1800-tallet, hvor jeg har forsøgt at bringe en mere moderne tankegang til bordet for at få det til at leve, så det ikke bliver så musealt. ’Et Folkesagn’ foregår oprindeligt i renæssancen, og som Bournonville skrev balletten, har den unge heltinde i anden akt en scene, hvor hun nede fra underverdenen i en drøm ser et kors, hvormed hun bliver klar over kristendommen og får lyst til at søge op mod jorden. I den version, jeg lavede, ser hun i sin drøm en ung mand. I stedet for en religiøs vækkelse har jeg gjort det til en seksuel vækkelse: Den unge pige er pludselig kønsmoden, hun vil op på jorden, fordi hun vil op at leve. Og det er jo en meget stor ændring. Og der var da også mange toldere og farisæer, der kom og slog mig i hovedet bagefter, både med Bibelen og Bournonvilles skrifter, men jeg syntes, at min tolkning var plausibel.”

Enhver form for gentagelse er ikke nødvendigvis frugtbar, forklarer Lene Tanggaard i denne bog, og det er en filosofi, som Nikolaj Hübbe køber ind på. Det er samme princip, som den svenske psykolog Anders Ericsson kalder ”deliberate practise.” Ericsson studerede en række dygtige violinister og fandt ud af, at de dygtigste havde en vane med at sove middagslur. De øvede sig ikke hovedløst derudaf, men var gode til at tage pauser på de rigtige tidspunkter. På den måde øgede de deres egen udholdenhed, samtidig med at de bevarede lysten til at spille. ”Det er ikke meget værd at være et talent, hvis man øver sig ihjel og mister gejsten,” siger Hübbe, der både indlægger afbræk til danserne, så de kan restituere rent fysisk, men også så information kan lagre sig. Så kommer danserne måske tilbage efter noget tid, har tænkt over sådan og sådan, hvormed at man med Hübbes ord opnår et mere ciseleret billede, et bedre resultat.

I den ene bog giver den danske OL-vinder dig ifølge forlaget de bedste redskaber til at sætte dig et mål, holde fokus og få succes. I den anden ”viser han vejen til topformen.” Men det, Nikolaj Hübbe hæfter sig ved, er Eskild Ebbesens beskrivelser af forskellige landsholds forskellige mentalitet ved OL. Hvis træneren ikke kom hos det spanske landshold, så sad roerne og ventede på at få en besked. Hvis træneren af det danske landshold ikke var der, så gik de bare i gang, og den opdragelse og den måde at træne på skabte holdånd. ”I stedet for apatiske, passive talenter, er der et enormt potentiale i at skabe individer, der tager stilling,” siger Nikolaj Hübbe, der en dag havde inviteret medaljeguldvinderen ind og tale for alle danserne og hele vores instruktørstab på Det Kongelige Teater, fordi der er så mange paralleller de to verdener imellem.”

Den dag i dag får Nikolaj Hübbe stadig kuldegysninger, når han tænker på læreren John Keating, spillet af Robin Williams, der kommer til en amerikansk drengeskole i 1950’errne, en skole, hvor grundpillerne er tradition, ære, disciplin og dygtighed. Keating ønsker at gøre eleverne til hele mennesker og ikke bare ”terpede produkter af støvet og gold undervisning”, som Hübbe formulerer det. Med sin tilgang til eleverne tænder læreren en glød i drengene, som efterhånden næres af håb, selvværd og drømme om kærlighed og karriere. ”Han opildner til et kald,” siger Hübbe.

Den japanske violinist Shinichi Suzuki (1898-1998), der voksede op på sin fars violinfabrik, og som blev den første japanske koncertviolinist, havde en filosofi, som Nikolaj Hübbe bekender sig til: At en elev i sit eget tempo skal lære små færdigheder og til stadighed opmuntres. På den måde kan barnet, hvis det begynder at spille violin (eller at danse ballet) i en alder af 3-5, lære det, selv om det er kompliceret, på samme måde som børn overalt i verden uden besvær lærer deres modersmål, skriver det Danske Suzuki Institut om metoden.